gamle Rettighed maatte blive bekræftet. „Retten til at vælge Biskoppen over den manske Kirke,“ ytrede de, „tilkom ifølge en gammel, anerkjendt og hidtil uhindret iagttagen Vedtægt alene dem, men skjønt de, saa ofte Kirken blev ledig, udvalgte til dens Hyrde en duelig Mand, var dog den Omstændighed, at den Udvalgte, naar han skulde modtage Indvielsen, hvilken efter Tidernes forskjellige Lejlighed stundom Erkebiskoppen af York, men ellers Erkebiskoppen af Nidaros plejede at foretage, – i sidste Tilfælde maatte fare over et farligt og stort Hat-, Aarsag i at der neppe, eller aldrig, fandtes nogen, der vilde modtage Valget, hvoraf Følgen var, at den manske Kirke derved ofte kom til at staa ledig, og derved led største Skade i aandeligt Henseende[1]. De anholdt derfor ydmygst om at Paven vilde raade Bod paa denne Ulempe.“ Her berørte de, klogt nok, ikke med et eneste Ord, at Mans Biskopsstol nu havde et eget Domkapitel, lige saa lidet som at den ved Bullen af 1154 var henlagt under Nidaros; ja de brugte endog, sikkert med vel beraadt Hu, Betegnelsen „ecclesia de Mannia,“ ikke det i Bullen af 1154 anvendte Navn „insulæ Suthraiæ“. Innocentius, der neppe var synderlig bekjendt med de geografiske Forhold i disse fjerne Egne, og end mindre kan have haft nogen klar Forestilling om at „Mans Kirke“ og „Syderøernes Biskopsstol“ var eet og det samme, lod sig og bevæge til at opfylde deres Begjæring, dog forsigtigviis kun under den Forudsætning, at det virkelig forholdt sig saaledes som de havde angivet, og at Erkebiskop Sigurd intet havde derimod. I saa Fald skulde Valget, naar det var foretaget af Abbeden og Munkene i Furness, forelægges Erkebiskoppen af York til Bekræftelse, og den Valgte af ham indvies. Vi besidde det Brev, som Paven i den Anledning under 13de Februar 1244 tilskrev Erkebiskop Walter i York, og hvor der tillige tales om et andet, der var afgaaet til Erkebiskop Sigurd. Et tredie er vel ogsaa umiddelbart blevet tilsendt Abbeden i Furness[2]. Med dette Brev i Baghaanden har da denne og hans Brødre trøstigt oppebiet den gamle Simons Død. Da, heder det i den manske Krønike, valgte Capitlet eenstemmigt Archidiaconen Laurentius til hans Efterfølger, og han begav sig til Norge, for at indvies af Nidaros Erkebiskop, hvem det tilkom at forrette Indvielsen. Men, siges der videre, da han kom til Norge, vilde Kong Harald, paa Grund af en mod ham fra Man indløben Skrivelse, ikke samtykke i Valget, førend han var fulgt med ham tilbage, og i hans Overvær udvalgt af hele Gejstligheden og Folket. Skrivelsen, som her omtales, var sikkert en Protest fra Erkebiskoppen af York saavel som
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/76
Denne siden er korrekturlest
62
Haakon Haakonssøn.
