fra Munkene i Russin og Furness, der paaberaabte sig hiint Pavebrev, og man maa vist antage, at Krønikens Forfatter, der maaske ikke var saa ganske bekjendt med det rette Forhold, udtrykker sig noget unøjagtigt, da der neppe nu for Alvor kunde være Tale om et saa ucanonisk Valg, som det, Kong Harald skal have fordret. Skjønt Laurentius gik Glip af Indvielsen, og Pavestolen stod vacant i henved sex Aar, vistnok under heftige Pennefejder fra begge Sider, gik dog, som vi ville see, Erkebiskoppen af Nidaros eller Capitlet i Man tilsidst af med Sejren.
Ved Mikkelsdags-Tid indskibede Kong Harald sig med sin Dronning, den udvalgte Biskop, og mange andre anseede Mænd paa et stort Fartøj, for at drage hjem. De unge Konger Eogan[1] og Duggall skulde, som ovenfor nævnt, have været med, men det blev ikke noget af, uvist hvorfor; sandsynligviis har vel Kongen efter nærmere Overvejelse fundet det raadeligere, at beholde dem tilbage hos sig indtil videre. Duggall rejste øster til Kongen og tilbragte Vintren hos ham; Eogan forblev i Bergen. De kunde prise sig lykkelige, at de bleve tilbage, thi Skibet, som bar Kongeparret og dets Følge, hørte eller saa man ikke mere til, uden for saa vidt som nogle Vragstumper dreve ind til Sydspidsen af Hjatland, hvoraf man sluttede, at det maatte være forgaaet i Dynrast (nu Sumburgh Roost), det stormende Hav mellem Hjatland og Fridarø. Ikke en levende Sjæl blev frelst[2]. Efterretningen herom vakte den største Sorg paa Syderøerne, da Harald var meget afholdt[3], og hans Giftermaal med Kongedatteren havde vakt glimrende Forhaabninger om hans Fremtid. Ogsaa for Kong Haakon maatte det være et haardt Stød, thi ej alene mistede han en Datter, men den Udsigt, der ved hendes Giftermaal var aabnet til en nærmere Tilslutning af Syderøernes Rige til Moderlandet, var nu før det første ganske afskaaren. Det lader til, at Manværingerne ikke har anseet Haralds Død for ganske vis, førend efter at Vinteren var til Ende og Vaaren begyndt, thi ikke førend 6te Mai 1249, fortælles der, tiltraadte hans Broder Ragnvald Regjeringen efter ham[4]. Han herskede ikke længere end i 24 Dage, thi den
- ↑ At Eogan, (og rimeligviis ogsaa Duggall,) maa have været temmelig ung, kan skjønnes af at hans Navn forekommer Breve lige fra denne Tid indtil 1304. Se Registrum magni Sigilli Regni Scotiæ, XIV. No. 389, jvfr. Arcæologia Scotica II. 399.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260, den manske Krønike og de islandske Annaler ved 1298.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt baade i Sagaen og i den manske Krønike.
- ↑ Den manske Krønike, ved 1249. Muligt imidlertid, at Opholdet ogsaa kan være foraarsaget ved indre Uroligheder, der stode i Forbindelse med Ragnvalds kort paafølgende Drab.
