fortælles der, landede Eogan af Argyll tilligemed Olaf Gudrødssøns tredje Søn, Magnus, i Havnen Ragnvaldsvad paa Man, og sendte en Opfordring til Manværingerne, rimeligviis om at antage Magnus til Konge. Men aldrig saa snart havde Manværingerne hørt Opfordringens Begyndelses-Ord, der løde saaledes: „dette befaler eder Eogan, Øernes Konge“, førend de bleve saa opbragte over at Eogan vovede at give sig denne Titel, og at Magnus ikke engang nævntes, at de ikke vilde høre mere, men lod Sendebudene strax vende tilbage. Forbitret besatte Eogan nu med sine Krigsfolk den ved Flodtid omflydte St. Michaels-Ø, og beredede sig til at angribe Manværingerne, hvis de ikke faldt til Føje. Manværingerne forsamlede sig imidlertid bevæbnede paa Stranden, og sendte Bud over til dem, idet de lode dem hilse, at for saa vidt nogle af dem virkelig vare afsendte fra Kongen i Norge, og fremviste hans Brev desangaaende, kunde de trygt komme i Land, og Kongens Befaling skulde troligt blive opfyldt. Men de hverken fremviste noget Brev eller værdigedes overhoved at give noget Svar, eller antage noget Fredstilbud. Da stillede Manværingerne sig i Slagorden, idet de nok saa kjekt afventede Angrebet. Dette synes at have vakt nogen Betænkelighed hos Eogan, hvilken, da Ebben kom, gik ombord paa sine Skibe med en Deel af sine Folk. Om Aftenen gjorde en af den forhen omtalte Ridder Ivars Mænd med en talrig Skare af Manværinger et uventet Angreb paa de Tilbageblevne, fældte flere af dem, og dreve de Øvrige ned til Skibene, hvorved mange omkom. Dagen efter sejlede Eogan, meget forbitret, som det heder, bort, og leed undervejs Skibbrud, hvorved mange anseede Mænd i hans Følge omkom. Hvilken Stilling Eogan indtog i Mellemtiden fra 1250 til 1263, i hvilket Aar, eller strax for, han tog Parti med den skotske Konge og gjorde Afkald paa sine norske Forleninger, som det i det følgende vil sees, angives ej; man skulde formode at der allerede tidligt er opstaaet nogen Kulde fra hans Side mod Kong Haakon, og at han siden mere har optraadt i Egenskab af skotsk Magnat, end
hvilket Sted Harald Gudrødssøn blev holdt fast. Sandsynligviis blev han vel indsperret i en eller anden Borg længer fra Kysten, som s. Ex. Mjøskastellet eller Valdensholm. Til Man synes han virkelig aldrig at være kommen tilbage, skjønt det af det Brev fra den engelske Konge, der nedenfor omtales, skulde synes som om han var sluppen løs ved 1256. Eogan kaldes paa dette Sted i den manske Krønike Johannes filius Dugaldi, i Stedet for filius Dungadi. Fejltagelsen er undskyldelig, da Navnene ligne hinanden saa meget. At det er Eogan, som menes, kan der ej være nogen Tvivl om, da ingen anden end han vilde have kunnet kalde sig „Øernes Konge“. Naar det i de islandske Annaler ved 1249 heder at „Duggall tog Kongedømmet over Syderøerne“, ere aabenbart Eogan Dungads Søn og Duggall forvexlede, thi det var Eogan, som tog Kongedømmet, medens Duggall forblev hos Kong Haakon, som det synes lige til 1253.
