Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/84

Denne siden er korrekturlest
70
Haakon Haakonssøn.

som Jarler af Katanes vare den skotske Konges Vasaller. Der nævnes intet om, hvorledes Gilbert den 2den reddede sig ud af de vanskelige Forhold i 1249.

7. Danske og lübeckske Kaperier. Første Handelsforlig med Lübeck. Spendt Forhold med Danmark.


Paa den samme Tid, Kong Haakon kom i et uvenskabeligt Forhold til Skotland, indtraadte der ogsaa en Spending med Danmark, der efterhaanden blev alvorligere og alvorligere, indtil den var paa Nippet at gaa over til formelig Krig. Allerede i Kong Valdemars Levetid omtales en Kamp mellem de Danske og Norske paa Skanør 1237, men som vel kun er at betragte som et tilfældigt Slagsmaal, opstaaet under Sildefisket, og som neppe havde noget at betyde i politisk Henseende. I Danmark herskede efter Kong Valdemar den 2dens Død hans Søn Erik, senere kaldet Plogpenning, som Konge, men hans Magt var meget indskrænket ved de Forleninger, der vare blevne hans Brødre tildeelte, idet Abel havde faaet Sønderjylland, Christopher Laaland og Falster, og Knut nordre Halland. Abel var gift med en Datter af den holstenske Grev Adolf den 4de, hvilken, da han i Aaret 1239 gik i Kloster, indsatte ham til Formynder for sine tre mindreaarige Sønner. Hans Magt var saaledes vel saa stor som Eriks egen, hvortil kom at Abel var klog, kraftig og samvittighedsløs, medens Erik var heftig, fremfusende, og opfyldt af vidtsvævende Planer til at gjenvinde sin Faders gamle Erobringsmonarchi. Da han saaledes ogsaa paastod at Holsten skulde erkjende dansk Højhed, og fordrede af Abel, at han som hans Vasall skulde hjelpe til at dette skede, mod sine egne Myndlingers Interesse, vægrede Abel sig, og det var nær kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene, da der heldigviis blev meglet Forlig, hvorved Abel frasagde sig Formynderskabet over de unge holstenske Grever. Men da Abel nu fremkom med den urimelige Paastand, at Sønderjylland var hans Fædrenearv, for hvilken han ikke skyldte Erik nogen Lenspligt, kom det dog omsider virkelig til Krig, idet Erik gjorde Indfald i det Slesvigske. Vel sluttedes atter en Stilstand, men Fejden udbrød snart paany, og med Abel toge ogsaa hans Brødre Parti, da de, følgende hans Exempel, ligeledes paastode at deres Len vare frie Arvebesiddelser, for hvilke de ej vare Erik nogen Lenspligt skyldige. Hertil kom nu og, at Erik, som vilde hevne sig paa Lübeckerne, fordi de havde afkastet hans Faders Herredømme, og gjort fæl-

    Harald Maddadhssøn, saa var dog allerede han paa fædrene Side af skotsk Herkomst.