Skibbrudstilfælde, hvilket jo rigtignok snarere kunde kaldes en skammelig Misbrug, og som vi inderligt ønskede kunde overalt langs Kysten forandres til det bedre; men hvad nu for Resten de Bernhard fratagne Sager angaar, da have vi, for eders Venskabs Skyld, ladet ham det meste tilbagegive. Naar I sige, at eders Folk ikke faa nyde den dem af vor Naade tilstaaede Frihed, saa er dette vel skeet af den Grund, at man ikke indrymmer eder større Frihed her, end den, vore Folk nyde hos eder. Men da I nu sige og indstændigt forsikre, at I ville fornye det forrige Venskab med os, erklære vi herved, at dette ikke er os mindre kjært, og at det er vort oprigtige Ønske, naar I kun ærligt og redeligt holde, hvad I love. Thi I kunne fra vor Side være sikre og trygge paa at vi i vort Rige ikke skulle svigte eders Borgere i deres lovlige Ret, men at I skulle finde os beredvillige til at vise eder al sømmelig Gunst, dersom I blot ville overholde den venskabelige Forstaaelse med os ubrødeligt. Sender derfor øm Sommeren, som sædvanligt, eders Skibe til os med de Varer, der ere nødvendige for vort Rige, nemlig Korn og Malt, og tillader ogsaa vore Kjøbmænd at kjøbe dette, saalænge Dyrtiden varer i vort Rige; vi ville igjen heller ikke negte eders Kjøbmænd at kjøbe hos os, hvad de finde sig mest tjenligt. Kun ville vi ikke at vore Kjøbmænd skulle medtage mere lübecksk Øl, end hvad de behøve til at drikke undervejs; thi vort Land gavnes aldeles ikke derved“[1]. Man seer af dette Brev, at Spendingen med Lübeck egentlig var heel ubelejlig for Norge, der ej kunde undvære Tilførselen derfra, især da der, siden Kongen ytrer det, maa have hersket Dyrtid. Kongen og Folket ønskede derfor vist af inderste Hjerte Fred; desto mere maa man beundre den værdige Holdning, Kongen i dette Brev iagttager, thi uagtet han tydeligt lægger sit Ønske for Dagen, nedlader han sig dog ej til at krybe for de stolte Lübeckere, men taler skarpe Alvorsord. Paa dette Brev indløb der, som man seer, intet Svar. Det næste Brev, fra Sommeren efter, lyder nemlig saaledes: „Vi tilskrev eder nu i Vinter om Fred og Enighed mellem os, men siden vi endnu ej have faaet Svar fra eder, skrive vi herved i Korthed til eder, i bedre Forhaabning om, at I ville overholde Fred og Venskab med os, hvorfor vi ogsaa fremdeles sende
- ↑ Brevet, forfattet paa Latin, er trykt i „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“ I. B. S. 142, efter Originalen i Lübecks Archiv. Kongens store Segl hænger endnu ubeskadiget ved. Uagtet Brevet er udateret, kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at det er fra den ovenfor angivne Tid, thi deels omtales det i det følgende Brev, som er skrevet om Vinteren, og bruger Udtrykket „til Sommeren“: deels seer man, at det er Svar paa et Brev fra Lübeck, der maa være skrevet kort efter Uenighedens Begyndelse, da det spendte Forhold endnu synes at være nyt og uvant.
