Farfader havde forherliget Bergen. Man finder ham stundom endog kaldet Hertug af Oslo. Merkeligt nok, har han endog i Førstningen dateret i det mindste eet Brev, som han udstedte, fra Overtagelsen af Hertugdømmets Bestyrelse. Han erklærede, som det strax nedenfor nærmere vil blive viist, ligefrem i dette, at han ingen Deel havde i Krigen med Tydskerne, og misbilligede saaledes ganske Regjeringens Færd i dette Stykke. Sandsynligviis har han vel ogsaa i andre Henseender lagt sin Misfornøjelse med, hvad der var skeet, for Dagen. Af dette Oppositionsforhold maatte da igjen Følgen være, at de Stormænd, der faldt i Unaade hos Enkedronningen, eller ikke vare tilfreds med Regjeringens Færd, sluttede sig til Hertug Haakon. Blandt dem var upaatvivleligt Hr. Hallkell Agmundssøn, hvilken vi i 1286 finde som Hertugens Befalingsmand paa Oslo Slot. Han havde tidligere, som vi have seet, ivrigt deeltaget i Regjeringsherrernes Bestræbelser for at sætte den nye Lovbogs Bestemmelser i Kraft, og var derfor endog sat i Bann, men siden findes han ikke mere nævnt blandt de mere fremtrædende og indflydelsesrige Magnater. Han blev, som ovenfor berørt, om Høsten 1283 sendt i Gesandtskab til den tydske Kong Rudolf, og kom hjem den følgende Sommer (1284); Julen derefter tilbragte han hos Kongen, og gjorde mod Slutningen af 1285 en Rejse til Haalogaland, sandsynligviis i offentligt Erende, hvorfra han kom tilbage ved Vintertid; han kan derfor ikke være traadt i Hertugens Tjeneste førend i Begyndelsen af 1286, og den Slutning ligger altsaa nær, at han maa have været misfornøjet med Hr. Alf Erlingssøns Indflydelse, især da vi ville see, at Alf allerede det følgende Aar stræbte ham efter Livet, og tog ham af Dage.
Ligesom Hr. Alf Erlingssøn aabenbart var Dronningens Yndling, synes den anden Frænde af Kongehuset, Hr. Audun Hugleikssøn eller Hestekorn, at have haft mest at sige hos Kongen. Allerede ved 1281 siges der om ham, at han var højest i Raadet med Kongen[1], altsaa stod i Spidsen for Formynderregjeringen. Dette skyldtes maaskee for en stor Deel hans Indsigter i Landsloven, der var uundværlig saa længe det gjaldt at faa den nye Lovbog, i hvis Affattelse han desuden vistnok havde stor Deel, fuldkommen indført. Siden finde vi ham vel ikke i en saa fremragende Stilling, men dog fremdeles i Besiddelse af stor Indflydelse hos Kongen, og benyttet til de vigtigste og ærefuldeste Hverv. Aller sidst finde vi ham som Kongens Fehirde i Tunsberg; det er ikke usandsynligt, at han allerede fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, fik denne vigtige Post. Under Kong Magnus havde han været Stallare, maaskee vedblev han ogsaa at beklæde denne Post,
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 81.
