Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/153

131

1286. Krigs-Udbud paa Island.

nytte at tale om at ville hevne Kong Erik Valdemarssøns Drab, men Sira Gudmund vidste at berette, at de Svenske truede med at bryde ind i Viken og brænde der. Dette kan umuligt have forholdt sig saaledes; thi der var jo netop aftalt et Møde mellem Kongerne Erik og Magnus paa Gullbergseid til St. Hans-Tider, og uagtet vel Magnus i det hele taget heldede til den danske Konges Side, med hvem han endog havde aftalt at indgaa nærmere Svogerskab, saa var der dog endnu ingen Grund for ham til at bekrige Norge, ligesom der heller ikke findes Spor til, at han i Virkeligheden har tænkt derpaa. Enten har da hiint Sagn kun været et løst Rygte, eller er det blevet aftalt i Norge, at Sira Gudmund skulde lade Ord falde derom, for at Udbudet skulde synes saa meget rimeligere. Men dette nyttede lidet. Sagen var overordentlig upopulær, og mødte afgjort Modstand endog hos dem, man nærmest skulde regne paa, nemlig de haandgangne Mænd. Hr. Ravn modtog Kongens Anmodning meget koldt, og ytrede at dette var en højst unødig Kvalm, som han ikke vilde befatte sig med; han var desuden nu gammel og stiv, og duede ikke til at gaa i Krig. Den almindelige Mening var, at dette var noget nyt og uhørt; Mange paastode endog, at det Hele kun var blind Allarm, opdigtet for at udpresse Penge. Men Biskop Arne viste sig her, som ved alt, hvad der ikke stødte sammen med Kirkens Interesser, højst ivrig og ufortrøden til at virke for Kongen; han talte selv paa Thingene, og erklærede, „at om Kongen havde indhentet hans Raad i dette Anliggende, vilde han have tilraadet Udbudet; saa megen Myndighed maatte dog Kongen have over sine Thegner, og desuden kunde ikke de gjøre Fordring paa Hjelp fra Norge, om deres Land blev angrebet, naar de ikke nu vilde understøtte Nordmændene. Det var utilbørligt at kalde dette Udpresning, thi det var jo nødvendigt at man maatte kræve flere Penge, naar Udgifterne til det almene Bedste vare saa meget større; den fortjente ikke Velgjerninger af Andre, som negtede Andre dem, og burde kaldes Drottinssviger, Niding, Usling; Kongen havde i Fred den sædvanlige Skat efter Leding, men i Krig saa meget mere, som Trangen var større, saa at endog hans og hans Thegners hele Ejendom da kunde siges at være fælles“. Saadanne Forestillinger smagte vel neppe Mange, men Biskoppen drev det dog ved sin Autoritet til, at de Fleste i de Egne af Sønderlandet, hvor han selv var tilstede, efterkom Udbudet temmelig villigt. Men Ravn og hans Venner gjorde fremdeles Modstand. Den første gav sig vel engang Mine af at ville begive sig til Skibet og afrejse, men foregav paa Vejen at være syg og vendte om igjen. Han udeblev ogsaa under samme Paaskud fra de Udbudsthing, der holdtes paa Sønderlandet. Nogle, formodentlig af de ivrigste Kongevenner, sagde da reent ud, at han vilde være Kongen utro, Andre, at