foregrebet den endelige Dom, og givet Befaling til at gaa hans Venner og Tilhængere saa haardt paa Klingen. Og at Kongen gav ham Medhold, kan man noksom see deraf, at han nu i Ravns Sted havde forlenet ham med Syslen over hele Vestfjerdingen[1]. Erlend afslog nu bestemt at underkaste sig nogen Skrift, og søgte vel ogsaa at oplive Modet paa Lægmændene; Følgen heraf var, at han efter et Par frugtesløse Samtaler med Abbeden blev sat i det saakaldte Forbud, medens Abbeden fremdeles, som det heder, tog saa haardt fat paa Kirkens Modstandere at hele Lægmændenes Hob maatte lukke Munden for ham[2]. Erlends Udeblivelse fra Stevnen havde imidlertid den Følge, at Kirkegods-Sagen endnu en Tidlang henstod uafgjort. Mellem Kongen og Erkebiskoppen blev der heller ikke, saa vidt man kan see, forhandlet videre i Aaret 1290, thi om Sommeren var Kongen, som det nedenfor skal berettes, fraværende paa et nyt Tog til Danmark, og derpaa fulgte vigtige Forhandlinger med England og Skotland, der synes ganske at have optaget Kongens Tid. Man maa endog antage, at Kongen og Erkebiskoppen gjensidigt have lovet hinanden, ikke at udstede noget almindeligt Bud, der vedkom Forholdet mellem Kirke og Kongemagt, eller istandbringe nogen som helst legislatorisk Foranstaltning af dette Slags, førend en endelig Overeenskomst var sluttet imellem dem. Thi paa det Biskopsmøde, der virkelig holdtes i Nidaros sidst i August, og hvor alle de indenlandske Biskopper, paa Narve af Bergen nær, vare tilstede, tilligemed Erlend af Færøerne og Arne af Skaalholt (Jørund af Hole var endnu ikke ankommen) blev der kun vedtaget Bestemmelser af reen kirkelig Natur. Ikke engang den islandske Sag kunde komme paa Bane, da Erlend sterke, som nys omtalt, ej havde lystret Stevningen, og Biskop Jørund ej var tilstede. Det bestemtes, at alle virkelige Sjælesørgere eller Sogneprester skulde hver Søndag prædike for sin Menighed om Troen, Daaben og Confirmationen, samt lære Sognebørnene Credo, Paternoster og Ave Maria m. m.; at Prester, Provster og andre Kirkens Forstandere skulde flittigt undervise baade Læge og Lærde om at tro paa og hædre Christi Legeme og Blod; at Presterne selv skulde undervises af sine Foresatte om sine Pligter og jevnligt prøves deri, at Presten kun skulde læse een Messe om Dagen, undtagen ved de store Fester og ved nogle andre særskilt bestemte Lejligheder, at Chrisma og Eucharistien skulde gjemmes under Laas og Lukke, og de hellige Kar samt Gjemmer holdes rene; at ingen Prest uden uomgængelig Nødvendighed maatte meddele en anden Prests Sognefolk Sacramentet, og at ingen forud maatte forlange Penge for nogen gejstlig Forretning, men at dog den, der efter at have modtaget Tjeneste af
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/191
Denne siden er korrekturlest
169
1290. Biskopsmøde i Nidaros.
