skrige heel ynkeligt. Audun, der vidste at Vaabendrageren forstod at tyde Fugleskrig, spurgte ham om han skjønnede hvad Ravnen sagde. „Ja“, var Vaabendragerens Svar, „den siger at du drager bort, men kommer aldrig mere tilbage“. „Det skal du have løjet“, sagde Audun, spendte sin Bue, skjød Vaabendrageren ihjel, og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet“. Noget sandt synes dog at maatte ligge til Grund herfor; man maa dog hjemme i Bygden have erindret som en merkelig Begivenhed, at han, den mægtige Herre, drog til Bergen, og der maatte lade Livet, og det synes saaledes temmelig vist, at han umiddelbart før fin Domfældelse maa have været paa fri Fod, og opholdt sig hjemme paa sin Borg Hegranes. Den rette Sammenhæng af denne gaadefulde Sag, om hvilken de samtidige Kilder desværre intet nærmere melde, turde saaledes være denne, at Audun virkelig ved sin Fremferd i 1295, da han med eller mod Hertug Haakons Ønske skulde skaffe ham en Brud, havde paadraget sig hans Unaade, der vistnok end mere tiltog, fordi Hertugen med Misnøje betragtede den Indflydelse, han havde hos Kongen, og som han i høj Grad synes at have misbrugt til sin egen Berigelse; at Haakon, saaledes som ovenfor antydet, strax efter sig Tronbestigelse har fordret at Audun skulde tilbagegive sine Forleninger, maaskee ogsaa krævet Regnskab af ham for de franske Subsidiepenge, og at denne har gjort Vanskeligheder derved, ja endog, vel bidende at Kongen ikke var ham gunstig, har viist formelig Trods, vægret sig ved at hylde ham eller oplade ham Tunsberghuus, e. a. d.; at han er kommen tilkort og bleven sat fast, men efter en Tids Forløb atter har faaet sin Frihed, mod Løfte om at forholde sig rolig og ikke foretage sig noget til Kongens Skade; at han da har begivet sig til sin Ættegaard Hegranes og en Stund holdt sig i Ro, men af Harme over sit Fald dog sat allehaande hemmelige Stemplinger mod Kongen i Gang, og navnlig været Medvider i eller Ophavsmand til den falske Margretes Fremtræden; at Kongen under sit Ophold i Bergen strax efter hendes Aflivelse eller maaskee endog før har indstevnet ham til sig for at staa til Rette, at han uagtet fine Mænds Advarsler har indfundet sig i den Tanke, at man ikke skulde kunne faa noget Beviis mod ham, men at han dog er bleven befunden skyldig, maaskee endog med Tilsidesættelse af de tilbørlige Retsformer, og henrettet som Landsforræder[1]. Naar
- ↑ Hvad der i høi Grad bestyrker dette, er den Omstændighed, at allerede ældre Beretninger omtale begge Henrettelser næsten under eet: saaledes Laurentius’s Saga Cap. 16: „da blev Audun Hestakorn hængt, og Margrete, der udgav sig for Kong Eriks Datter, brændt“; og Absalon Pederssøn l. c.: „Hr. Audun fangen 1299, hængt paa Nordnes 1303 (skal være 1302), somme sige brændt; samme Tid, noget tilforn blev Margrete brændt paa Nordnes“, o. s. v.
