mulig, og Raadsherrerne derfor sandsynligviis afgjorde Sagen paa egen Haand, saa vidt man maa formode, til de islandske Høvdingers Tilfredshed, siden Ravn Oddssøn saa ivrigt tog Raadsherrernes Parti mod Erkebiskoppen. Altsaa har det formodentlig været ved denne Lejlighed, at der aller først blev givet Islændingerne Tilsagn om „at Sysselmænd og Lagmænd i Landet skulde være islandske, af deres Ætt, som tidligere havde opgivet Godordene“[1]. Men der maa dog have været en Hage derved, siden Tilsagnet ikke findes indført i de islandske Lovbøger, der ellers saa omhyggeligt have optaget alt hvad som vedkommer Landets offentlige Ret. Sandsynligviis var det netop den Omstændighed, at det ikke var samtykket af Raadet og Erkebiskoppen i Forening, som gjorde, at det ikke ansaaes for lovformeligen stadfæstet, og derfor have vel hverken Kong Erik eller efter ham Kong Haakon anseet sig strengt taget bundne derved. Imidlertid overdrog Erik i Regelen Syslerne til islandske Høvdinger; de Nordmænd, han sendte ud, vare mere et Slags Overtilsynsmænd eller Statholdere, og naar de, som Hr. Peter paa Eid, fik en Deel af Landet i Syssel, synes det mest at have været, for at de derved kunde holde sig og sine Folk. Hvad Lagmændene derimod angaar, da var Hr. Erlend sterke kun paa mødrene Side af islandsk Ætt, og det samme kan siges om hans Søn Hauk Erlendssøn, der blev Lagmand i 1295. Imidlertid havde Islændingerne, som ovenfor berettet, aabenbart nok erkjendt Kong Erik for deres Herre og „den som er sat over Loven“ ved at lade Thorlak Lagmand overrække ham de paa Althinget vedtagne Forandringer i Lovbogen til Bekræftelse. Men strax efter maa der have været ytret tydelige Tegn til Misfornøjelse, maaskee i Anledning af at de tolv Bønder, der havde tilsvoret Biskop Arne Kirkegodserne, bleve stevnte over til Norge. Thi det er ovenfor berørt, at tolv haandgangne Mænd og tolv Bønder strax efter bleve stevnte over til Norge, hvad enten nu dette var i 1298 eller 1299; i 1299 begav ligeledes Presten Arne Helgessøn, den afdøde Biskop Arnes Systersøn, sig til Norge, neppe uden Opfordring, medens derimod Hr. Erlend sterke, som vi have seet,
- ↑ Jvfr. ovfr., S. 64–71. At virkelig Islændingerne i 1281 maa have opsat Betingelser eg faaet et Slags Tilsagn om de senere opstillede Punkter, synes alene at kunne sluttes deraf, at de i 1302, som vi ville see, paastaa at det var dem lovet, at der hvert Aar skulde komme sex Skibe, medens der i Overeenskomsten af 1262 ikke er Tale om de ser Skibe for mere end de to første Aar. Derhos omtales Tilsagnet om at Lagmænd„og Sysselmænd skulde være islandske, men det blev ikke givet og kunde ikke gives i 1262, af de ovenfor omtalte Grunde: det maa saaledes have været givet af Raadet paa egen Haand, og derfor siden være betragtet af Kongerne som ugyldigt. Der tales ogsaa udtrykkeligt i Annalerne for 1305 om Tilbagekaldelse af Beskyttelsesbreve for Island, givne efter Kong Magnus’s Død. Se nedenfor S. 363.
