vigtige Act, der udferdigedes derom, er dateret Oslo den 16de September. Bestemmelserne, heder det her, bleve tagne med Raad og Samtykke af Erkebiskop Jørund, Biskop Arne i Stavanger, Biskop Narve i Bergen, Biskop Eivind i Oslo og Biskop Thorstein i Hamar, samt Lendermændene Bjarne Erlingssøn, Ulfhedin Bjarnessøn, Isak Gautessøn, Jon Ivarssøn, Sæbjørn Helgessøn og Aake Cantsler, hvilke Herrer tillige medbeseglede Acten, samt desuden af hele det øvrige kongelige Raad, og alle de andre bedste Mænd, som vare tilstede. Heraf sees, at Mødet maa have været talrigt, og at Kongen ingen Umag maa have sparet for at vinde de mest indflydelsesrige Mænd for sine Planer.
Acten[1], der er indrettet til at kunne indtages i Lovbogen i Stedet for den der optagne Kongearvelov af 1272, hvilket ogsaa i et Par Lovbøger er skeet, har en temmelig merkelig Indledning. „Det er“, siger Kongen, „bekjendt for alle, at efterat Gud kaarede os til Rigsstyrelsen efter vore Forfedre, have vi efter Almuens Bøn og Samtykke gransket og ladet granske den Lovbog, som den verdige Herre Kong Magnus, vor kjæreste Fader, havde ladet sammensætte efter Almuens Bøn og Samtykke. Og da det forekom os, som om han ikke, forinden Gud kaldte ham bort, havde faaet indført i Lovbogen alt hvad der kunde være Riget tjenligt og nyttigt, hvor gjerne han end havde villet, i Særdeleshed hvad Kongearven betræffer; forekommer det os som om der ere flere Mangler deri, og et og andet følger desuden Kirkens og Kejserens Love (den canoniske Ret og Romerretten), der letteligt kunde vorde Riget til stor Fare og alt Folket, som i det boer, til megen Ulempe. Og da vi nu have lovet Gud i vor Kongevielse, at vi skulde overholde og lade overholde den Lov, som den hellige Kong Olaf grundlagde, og hans rette Efterkommere siden have tilseet og samtykket, borttagende hvad der kunde tykkes overflødigt og tillæggende eller forbedrende, hvad der syntes bedst, efter de bedste Mænds Raad og Samtykke i Landet, saa og fordi vi ere lige saa villige som skyldige til at forebygge at man atter falder i den store Forvildelsens Taage, hvoraf Størstedelen af dette Lands Folk har været saa harmeligen blindet, at der i intet andet Land findes Exempel derpaa, o. s. v.[2], da have vi med de her efternævnte Herrers Raad og Samtykke fastsat angaaende Kongearvetallet og andre Landsens nødvendige Anliggender saaledes som følger“.
Forandringen i Tronfølgen, med stadigt Hensyn til Forholdene inden den kongelige Familie, gik for det første ud paa at rykke egtefød
