Men det laa ikke i deres Plan strengt at overholde Tractater, naar Fordeel var at vinde. De maatte vide, og i alle Fald kunde Hertug Christopher underrette dem derom, at Kong Erik samlede en Hær, for endnu i Julen at drage over med den til Skaane, og saa snart den bestemte Dag kom, at begynde Felttoget. Klogeligt, men ikke ridderligt eller ærligt, besluttede de da, og det, som man kan see, efter Aftale med Hertug Christopher, at komme ham i Forkjøbet, bryde ind over Grændsen, endnu førend Tiden var omme, og bemægtige sig Krigsforraadet i Ødknaljung. Og saaledes skede det allerede et Par Dage før Juul, saa at man kan see, at de netop have faaet Tid til at ile fra Mødet paa Aaby og sætte sig i Spidsen for sin svensk-tydske Hær, der allerede maa have været draget sammen paa Grændsen, i Nærheden af Markaryd. Riimkrøniken fortæller slethen, at Hertug Erik i Ødknaljung tog al den for Kong Eriks Hær beredte Kost og fangede Hertug Christopher med 100 Ørs (Heste). Enhver seer lettelig, at Christopher maa have ladet sig tage til Fange og kun gjort saa megen tilsyneladende Modstand, som det var nødvendigt, for at de danske Krigere, der vare om ham, og ikke forhen vidste om Forræderiet, ej i sin Forbitrelse over dette maaskee skulde slaa ham ihjel, eller føre ham fangen til hans Broder. Saasnart Christopher befandt sig i de svenske Hertugers Hær, kastede han Masken, og fra den Tid af betragtede ogsaa hans Broder ham som sin aabenbare Fiende. Endog sin Faders Drabsmænd rakte han nu Haanden til Forsoning, hvilket vistnok efter de Tiders Anskuelser betragtedes som yderst uhæderligt og forargeligt; allerede i Januar Maaned finde vi hans Drottsete, Andres Høgby, sikkert en af dem, der havde ladet sig paa Skrømt tage til Fange med ham, i Oslo, for der i sin Herres Navn at meddele Grev Jakob, Peter Jakobssøn og de øvrige Beskyldte den Forsikring, at han henskød Sagen under Kong Haakons og Hertug Eriks Voldgift[1]. To Dage og en Nat tilbragte Hertugerne i Ødknaljung med at fortære eller ødelægge det opsamlede Forraad, derpaa droge de under frygtelig Herjen og Brænden længer ned i Skaane, medens Bønderne i de Egne, de hjemsøgte, ingen anden Frelse havde end at skjule sig i Skovene, hvor de paa denne Tid af Aaret lede meget ondt. Den første Juledag stode Hertugerne ved et Sted, kaldet Graføya, og som nogle antage at være Grevie et lidet Stykke Vej sydøstenfor Malmø, hvad der dog synes mindre troligt, da Stedet ligger alt for langt fra Grændsen. Snarere maa Graføya søges etsteds i Nærheden af denne, da det aabenbart var Hertugernes Hovedhensigt for det første kun at ødelægge Danekongens Magaziner og derved hindre ham fra at gjøre
- ↑ Huitfeld S. 334.
