Forurettelser og Ulemper, der tilføjedes dem af de Norske, idet de nemlig bleve tvungne til mod deres Vilje at deeltage i Skibsdræt og følge Misdædere til Henrettelse m. m., hvorover der allerede før havde været klaget, og for at dette kunde blive afhjulpet, var Kong Edward villig til at godtgjøre de Norske, hvad de paa sin Side maatte anke over[1]. Det sees let, at hvad Englænderne her fandt saa slemt, og hvad vistnok ogsaa i sig selv var en stor Ubehagelighed, dog ikke var andet end hvad alle Byboere i Norge og de, som i en vis Tid opholdt sig i Byen, vare underkastede ifølge Byloven, og som man derfor ikke vel kunde kalde en Forurettelse; ja fra norsk Side maatte man vel endog snarere betragte det som en Utilbørlighed af Englænderne, naar de egenmægtigt vilde unddrage sig Forpligtelsen. En anden Sag var, at Bestemmelsen, som forældet og upassende til Tidsforholdene, ved særskilt Overeenskomst kunde modificeres eller endog ophæves for de Fremmede. Dette var allerede tildeels skeet for de tydske Stæders Borgere, navnlig for Hamburgerne (se ovf. S. 242). Men hvis Englænderne uden nogen saadan foregaaende Overeenskomst have villet tiltvinge sig Fritagelsen, eller endog deraf taget Anledning til, som Repressalier, at forurette norske Borgere i England, da kunde dette allerede i sig selv være nok til at fremkalde et uvenligt Forhold mellem begge Riger og saaledes fremskynde det Øjeblik, da Kong Haakon uforbeholdent erklærede sig for Kong Roberts Ven. Dette maa i alle Fald være skeet inden 1312, som det vil sees af hvad strax herefter anføres. Robert Bruce var ogsaa sikkert for opmerksom paa alt, hvad der foregik om ham, til ej at have bemerket den mellem begge Hoffer indtrædende Kulde, og for klog til ej strax at have grebet Lejligheden til at vinde Kong Haakon ganske over paa sin Side. Anledning hertil gav sandsynligviis fortsatte gjensidige Klagemaal om Sømænds Forurettelse. Den 9de Juli 1310 skrev Kong Edward et Brev til Kong Haakon[2], hvori han klagede over, at, da et Skib, der tilhørte en Kjøbmand i Grimsby, paa Tilbagerejsen fra Estland med en Ladning Korn var strandet i Kalfsund ti Ekerøerne, lidt søndenfor Marstrand), og Skipperen havde sluttet en Overeenskomst med Sysselmanden sammesteds, Hr. Peter, saavelsom en Erik Gunnarssøn[3],
- ↑ Rymer II. 1. S. 81.
- ↑ Rymer II. 1. S. 110.
- ↑ Sysselmanden kaldes hos Romer Here Peterdire, som vistnok maa være en Forvanskning, maaskee alene i den trykte Text, og kunne berigtiges ved Eftersyn af Originalen. Blandt de i vore Oldskrifter omtalte norske Riddere paa den Tid er der ingen, hvis Navn har saa megen Liighed med „Peterdire“, at man kunde gjette paa ham, som den, der her skulde være meent. Hans Kammerat kaldes Eyricus Gunnoressone. Havnen, hvor Skibet strandede, skrives i den
