Friheder fornyedes. Trehundrede Mkr. brændt Sølv skjenkede han til Indkjøb af Jordegods, for hvis Indkomster Klerker fra samme Kirke skulde understøttes i sine Studeringer udenlands; han skjenkede den sit daglige Portativ-Capell med Prydelser og Altarklæder, flere Kostbarheder og Bøger; altsammen paa den Betingelse at Provsten og hans Efterfølgere skulde paa hans Dødsdag hvert Aar bespise 60 Fattige med Mad og Drikke og hver Løverdag beverte 7 fattige Klerker med Brød, Smør og Øl, samt at Klerkerne skulde hver Løverdag hver sige fem Ave Maria med Knæfald for Marias Alter i Kirken. Dens Collegium fik Gaarden Lyn (Ljon d. e. Ljan) i Oslohered med tilhørende Rettigheder, hans portative Breviarium tilligemed et andet, nys skrevet i Paris, ligeledes imod at bespise paa hans Aartid et Antal Fattige, vaske deres Fødder, give dem visse Klædningstykker samt nogle Penge, bespise 8 fattige Klerker hver Løverdag og forrette de samme Andagtsøvelser som ovenfor anført. Apostelkirken i Bergen fik 70 Mkr. brændt Sølv til at gjøre en Reliqvietavle og andre Reliqvie-Repositorier, ligeledes gav han den endeel andre kostbare Klædningsstykker m. m., samt til Opbygning alle de kongelige Indtægter af Hjaltland og Færøerne, saaledes at disse, naar Bygningen var ganske færdig, skulde falde tilbage til Kronen. Fremdeles bekræftede han alle tidligere samme Kirke givne Privilegier. Kirken paa Agvaldsnes og Michaelskirken i Tunsberg, ligeledes kongelige Capeller, betænktes ogsaa rigeligt. Dette er alt, hvad der er levnet af Testamentet. Atten Dage derefter, den 8de Mai, afgik Kongen ved Døden, ikke mere end 49 Aar gammel[1].
Med Haakon, der i sine Breve kalder sig den femte af dette Navn, uddøde Kong Harald Haarfagres ærverdige Mandsstamme, forsaavidt man kan antage Harald Gille og Sverre for virkelige Konge-Ætlinger. Han efterlod Norge som et mægtigt, anseet og velordnet Rige med fyldte Fehirdsler og en allerede forud ordnet Styrelse. Tilsyneladende havde man saaledes de bedste Udsigter til at alt for Fremtiden vilde gaa godt. Om han selv ogsaa nærede dette Haab, eller om han ikke allerede forudsaa de Uvejrskyer, som siden trak op over Norge, tør vi ej afgjøre. Han var sig i alle Fald bevidst at have gjort hvad han kunde, og at
- ↑ Hans Dødsdag anføres i flere Nekrologier, navnlig i det norske, aftrykt hos Langebek, Scr. r. Dan. V. S. 385. Han kaldes her dulcissimus, ei Tegn paa, at han maa have været afholdt. At han døde paa Tunsbergshuus, siges udtrykkeligt i den Kongerække, der findes bagefter Historia Norvegiæ. Det er ogsaa i og for sig selv rimeligt, at han, naar han følte sig Døden nær den 20de April og da allerede havde tilbragt lang Tid der, sandsynligviis paa Sygeleiet, ikke sidenefter knade blive flyttet derfra, skjønt de fleste have antaget, at han døde i Oslo.
