Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/101

Denne siden er korrekturlest
83
1325. 1326. Opstand i Danmark.

en stor Deel kun gjette sig frem. Det er forhen nævnt, at Knut Porse efter hiint Forliig holdt sig skadesløs for Tabet af sin Magt og Indflydelse i Sverige, ved at blande sig saa meget ivrigere i de Uroligheder, som rystede Danmark, og her tage sin Fordeel i Agt. Der er endog Spor af, at Knut Porse laante de danske Stormænd Penge, idetmindste er det vist, at den mægtigste af dem, Ludvig Albrechtsøn, var i hans Gjeld[1], og det er ej urimeligt, at de Penge, han saaledes ruttede med, endnu vare Levninger af de Summer, han ulovligt havde faaet fra Norges Rigskasse. Alle disse Agitationer begyndte nu endelig at bære Frugter. Da det var umuligt, at Kongen kunde betale Kronens Gjeld og indløse de for denne pantsatte Slotte og Landskaber, som han i Haandfestningen havde lovet, uden at paalegge Skat, men dette ligeledes ifølge samme Haandfestning var ham formeent, maatte han altsaa nødvendigviis støde an mod denne, i hvad han saa gjorde; og derfor tog han, som det synes, det Parti, slet ikke at bryde sig om den. Han paalagde saavel Geistlighed, som Adel og Almue en Skat, og da Raadet protesterede herimod, satte han sig med Magt i Besiddelse af flere pantsatte Landskaber, hvorover Indehaverne, blandt hvilke Ludvig Albrechtssøn og Drottseten Laurentius Jonssøn, naturligviis bleve yderst forbittrede, ligesom overhoved almindelig Misfornøjelse med Kongen begyndte at raade. Med Erkebiskopen udbrød det gamle Uvenskab paany, især da hiin var bleven Kongen en Sum Penge skyldig, for hvilken Forloverne skulde have Bornholm i Pant; men da Kongen her, som ved andre Lejligheder, til sin egen Sikkerhed vilde lade Øen tage i Besiddelse, søgte Ludvig Albrechtssøn at hindre det, og forsvarede Hamershuus mod de Kongelige i sexten Maaneder, indtil han endelig ved Hungersnød blev tvungen til at capitulere, dog saaledes, at Kongen blev ham en betydelig Pengesum skyldig (26de August 1325)[2]. Da var Erkebiskopen allerede død (17de Januar), men hans Eftermand, Karl, der tiltraadte sit Embede

  1. See Grev Johan af Holstens Overeenskomst med Ludvig Albrechtssøns Enke, dat. Helsingborg 30te Oct. 1329, hvor han blandt andet lover at betale Ludvigs Gjeld til Knut Porse. Huitf. S. 452.
  2. Huitfeld, S. 318. Suhm. XII. 97. Den nærmere Sammenhæng hermed angives ingensteds nøjagtigt. Det sandsynligste synes at være dette, at Ludvig Albrechtssøn efter Forliget med Erkebiskopen (see ovenf. S. 49, 52) har beholdt Bornholm til Sikkerhed for de Penge, Erkebiskopen skulde betale ham, og at de Penge, denne senere skal være bleven Kongen skyldig med endelig Panteret i Bornholm, egentlig kun er den samme Pengefordring, som Kongen, for at faa Bornholm i sin Magt, af Erkebiskopen har faaet sig overdragen, medens imidlertid Erkebiskopen og Ludvig ere blevne enige om at forholde Kongen Øen, og overhoved det Hele har været et aftalt Spil mellem begge disse Magnater.