drivelse fra Sverige, som har bragt de Misfornøiede i Norge til at forgribe sig paa Hertugindens Besiddelser, i den Tanke at hiin nu savnede al Beskyttelse. Alt, hvad vi vide om denne Sag, er kun, at der Juleaften i Oslo blev sluttet et Forliig under Erkebiskopens og maaskee flere andre Prælaters Megling, hvorved „det omhyggeligt undersøgtes og prøvedes, hvad Gods og Penge Kongen, Hertuginden, Drottseten hendes Ombudsmand, og deres Tilhængere, Riddere og Svene, havde mistet ved Hr. Finn Agmundssøn og hans Tilhængere, og omvendt“, og flere, eller maaskee alle Deeltagerne i Feiden dømtes til store gjensidige Udbetalinger i Gods eller Penge som Erstatning, dog saaledes, at de indbyrdes Fordringer liqvideredes i hinanden[1]. Vi erfare endvidere, at blandt Kongens og Drottsetens Tilhængere vare Thorvard Haavardssøn, Paal Erikssøn, Dagfinn Klerk, Kolbein paa Falke, Aasmund Rult, Thord Buuk, Gulbrand Mylsan og Einar Ambessøn, forhen Fehirde i Bergen, men paa Finns Side Ulf Saxessøn, Guthorm Erikssøn, Asleif Hallvardssøn(?), Jammælt Thoressøn og Alf i Klostret. Ivar Agmundssøn nævnes ikke, og der er al Sandsynlighed for, at han uden at erklære sig for nogen af Parterne indtog en næsten uafhængig Stilling som Befalingsmand paa Baagahuus Slot. Hvorvidt nu begge Parter holdt sig denne Dom efterrettelig, vides ej med Vished, ligesom ogsaa de politiske Begivenheder, som umiddelbart efter hiin Megling fandt Sted, ere begravne i et uigjennemtrængeligt Mørke. Saa meget synes man alene at kunne skimte, at det ej kom til noget; rigtig Fred og Ro, førend i Løbet af den paafølgende Sommer, thi da blev der i Kongehelle den 14de Juni, i Overvær af Hertuginden, Drottseten, Biskop Salomon, Paal Erikssøn, Haakon Agmundssøn, Ivar Agmundssøn, Aamunde Borgarssøn og Jon Borgarssøn, Riddere, samt flere Svene, sluttet en Fred mellem Kong Magnus i Egenskab af Norges Konge, og den nye danske Konge Valdemar, saaledes at den bedste Forstaaelse skulde herske, og ingen staa den andens Fjender bi; og Dagen efter en lignende Fred mellem „Norges Riges Mænd,“ og Knut Porse, nu Hertug i Halland og Samsø, hvorved det bestemtes, at alle gjensidige Stridigheder, der hidtil herskede, skulde være bilagte og glemte, at man skulde
- ↑ Dette erfares nemlig af et endnu opbevaret, og i Samll. t. d. n. F. H. V. S. 532 aftrykt Brev, hvor kun enkelte halve Linjer kunne læses, da noget er aldeles bortrevet, noget udslettet af Væde. End ikke Aarstallet kan sees, men der kan ej være nogen Tvivl om at det er 1326, da Udstedelsesdagen angives at være Juleaften, og Hertuginden kaldes Hertuginde af Sverige, hvilket hun ej var Juleaften 1327, saasom hun imidlertid var bleven gift med Knut Porse; om 1323, 1324 og 1325 kan der ej være Tale, desuden var Erkebiskopen ved 1325 i Nidaroos (see Suhm, XII. 113), sandsynligvis ogsaa i 1324.
