Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/11

vetustissimi, rettere Hr. Hauk Erlendssøns Annaler, ere vel særskilt udgivne af Langebek i Scriptores Rerum Danicarum, tredie og andet Bind, men de gaa ikke længer end til 1341 og 1313, og den af den i arnamagnæanske Commission i Kjøbenhavn 1847 besørgede Udgave af samtlige islandske Annaler kyler de forskjellige Notitser fra de enkelte i særskilte Annalredactioner sammen i en saa haabløs Forvirring og Uorden, at der udfordres et eget møjsommeligt Studium til at udsondre, hvad der hører til hver især, og til hvilket Aar enhver meddelt Beretning rigtigst er at henføre; ofte lykkes det ikke engang med Sikkerhed at udfinde dette uden at gaa til selve Haandskrifterne, eller at benytte andre paalidelige Kilder: og den store Nytte, disse Annaler vilde kunde afgive for Chronoligen, er derved for en stor Deel gaaet til Spilde. Næst de islandske ere for denne – Unionsperioden – de svenske Annaler vor vigtigste historiske Kilde af dette Slags, saa kortfattede og mangelagtige de end ere. De ere alle – hvorvel ingenlunde med den ønskeligste Nøjagtighed – aftrykte i første Bind af Scriptores rerum Sveciarum, og de bedste af dem, nemlig de visbyske Minoriters, ogsaa i Langebeks Scriptores rerum Danicarum, 1ste Bind. Den svenske Riimkrønike er allerede omtalt i Fortalen til forrige Bind. Det er der viist, at det Parti af den, som omtaler Hertug Eriks Tidsalder, aabenbart hidrører fra en af dennes egne Mænd og saaledes indeholder de mest authentiske Beretninger. Dette kan desverre ikke siges om det følgende Parti, der indeholder Kongerne Magnus’s og Albrechts Historie, og som øjensynligt ikke er nedskrevet førend langt hen i det følgende Aarhundrede. Det er ej alene ufuldstændigt, fragmentarisk og uchronologisk, men de meddeelte Beretninger ere øjensynligt forvanskede for at stille Kong Magnus og hans Dronning i et hadefuldt Lys, og isærdeleshed for at vekke Forbittrelse over hans Afstaaelse af Skaane. Af denne Mening er ogsaa den skarpsindigste og indsigtsfuldeste af de nu levende svenske Historieforskere, især hvad denne senere Deel af Middelalderen angaar, Magister Styffe, naar han i Fortalen til sine „Bidrag til Skandinaviens Historia“ hvorom jeg nedenfor kommer til at tale nærmere, yttrer saavel om Riimkrønikens Fortsættelse, som om dens latinske Bearbeidelse af Eriens Olai, at „alt, hvad de vide at fortælle om Magnus Erikssøns og Albrechts Tid, er blot en uden Granskning istandbragt Samling af løse Sagn fra det aristokratiske Parti, udstyret med nogle faa poetiske Tilsætninger“. Der er saaledes just ikke stort Udbytte at hente derfra. Imidlertid er det øjensynligt at flere af hine Sagn have været temmelig authentiske og nøjagtige, saaat Samleren derved har været istand til at meddele nogle faa ret