kjender forresten intet til de nærmere Omstændigheder derved, om Ivar feidede i sit eget Navn, hvilket synes det rimeligste, eller i Egenskab af Drottsetens og Raadets højtbetroede Mand. Heller ikke kjender man Udfaldet, der formodentlig ikke har været andet end at Enhver beholdt sit. Knut Porse var desuden, som vi ville see, nu saa beskjeftiget med de danske Anliggender, at hans Forhold til Norge og Sverig kun var ham en Bisag, ligesom Hertuginden selv nu efterhaanden blev mere og mere fremmed for sit Fedreland.
Det er ovenfor nævnt, at de pavelige Nuncier, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare i Bergen samtidigt med Biskopsmødet. De havde da allerede med megen Iver reist om i Landet for at rette sit Hverv. Til Norge vare de komne fra Flandern, hvor de indskibede sig allerede den 4de Novbr. 1326[1], og i de første Dage af Februar begyndte de allerede at modtage de tidligere indsamlede Penge, idet de af Erkepresten Thorkel Mattul, tidligere beskikket til Underindsamler, modtog alt hvad han havde faaet ind, saavel af Rumaskat eller Peterspenge, som
- ↑ De nærmere Omstændigheder ved deres Indkrævnings-Reiser saavelsom deres hele Regnskab sees af deres endnu i det pavelige Archiv opbevarede Regnskabsbog. De forlod Avignon den 14de Sept.; men Havnen, hvor de indskibede sig, kan ej sees, da dette Sted er af Væde udslettet i Regnskabsbogen. I Oslo finde vi dem mellem 7de og 27de Febr. 1327, i Hamar den 18de Marts, i Nidaroos Bernard mellem 28de April og 3die Mai, da han gik til Søs til Bergen. I Bergen finde vi ham fra Juni af, med Undtagelse af Stavanger-Reisen, der i alt, som det heder, varede i 16 Dage, og tiltraadtes den 3die Juni, skjønt det sidenefter meldes, at han den 3die oppebar Tienden af Bergen. Dette kan neppe forklares anderledes end at Pengene ere blevne indbetalte under Reisen. Den 7de Sept. see vi ogsaa Johan af Serone i Bergen, idet han da tilligemed Bernard slutter Opgjør med Biskopen af Orknø. Han var, som man seer, rejst fra Hamar tilbage til Oslo, og derfra til Søs til Bergen, medbringende Pengene. I Regnskaberne gjøres der fuldstændig Rede for de Penge, der udbetaltes af Biskopen til Orknø i Bod for Engelbrecht Lyning og til Pavestolen. Det anføres her, at han som Grund, hvorfor han havde tilbageholdt endeel af Rumaskatten, anførte, at han ej vidste bedre end at den tilhørte St. Magnus og Magnuskirken i Kirkevaag. Istedetfor de 53 Mk. Sterling, han var idømt for Tilbageholdelsen af Rumaskatten, sees der at han betalte 78, maaskee fordi den virkelige Sum og Boden sloges sammen. Af Boden for Engelb. Lyning har han udbetalt 25 Mk. til Erkebiskopen; der er ikke Tale om den anden Halvdeel; den havde vel Engelbrekt faaet selv. Hine 25 Mk. skulde Erkebiskopen udbetale til Nuncierne, men blev Summen skyldig.
