thi ogsaa om ham vide vi, at han udtrykkeligt vægrede sig ved at betale Tiende af sine Gaarde, og at Biskoppen først ved Advarsler søgte at bringe ham paa andre Tanker, men omsider, da dette ikke frugtede, ved Brev af 28de Januar 1328 lod ham sette i Bann, hvilket da og havde den Følge, at han ydmygede sig, betalte sin Gaarde-Tiende til Biskopens Ombudsmænd, og derpaa løstes af Bannet ifølge Biskopens Skrivelse af 8de Februar 1328[1]. Formodentlig have vi i de tilfældigviis opbevarede Breve, der vedkomme hans Sag, fuldkomne Afspejlinger af dem, der rettedes imod hans mægtigere Navne, Fehirden, endog hvad Dateringen angaar. Biskopen tabte imidlertid ikke Modet, og lod blandt andet de paa sidste afholdte Concilium vedtagne Bestemmelser, der særskilt vedkom denne Gjenstand, oversette paa Norsk, formodentlig, som det her var foreskrevet (s. o. S. 89), for at optegnes paa en Tavle og ophenges til almindeligt Eftersyn. Men Drottseten dulgte ingenlunde sin Harme, og sagde blandt andet engang, da han kom for at understøtte Svein Klerk, udtrykkeligt i Chorsbrødrenes Nærværelse, at Biskoperne nok ikke vilde holde op, førend man gjorde dem en saadan Leeg, som man havde gjort med Erkebiskopen Jon, – en Gjentagelse af den Trusel, Guthorm Lagmand tidligere havde fremført. Det er let at begribe, at Forholdene mellem Drottseten og Cantsleren var yderst spendt, og at denne havde mange Ubehageligheder at døje fordi han negtede at sette Rigsseglet under mange af de Breve, Drottseten vilde have udstedt, og Lagmændene i Raadet vilde derfor intet heller end at Seglet blev ham det berøvet, og at de fik Raadighed derover, ligesom før. I dette Øjemed søgte de idelig at bringe ham i de største Forlegenheder. Saaledes negtede de at skaffe ham de nødvendige Penge til sine Embedsreiser. Paa en Reise til Sogn og tilbage til Bergen, uvist i hvilken Hensigt, maatte han holde sig selv, og da han siden skulde følge med Hoffet paa Reisen østover til Viken i Marts eller April, og til den Ende hos Fehirderne krævede, hvad han behøvede dertil, vilde de intet udbetale ham, og paastod fremdeles, at han skulde reise paa egen Bekostning. Naar han paa den Maade, meente man, blev dreven til det mødte„ maatte han vel omsider træde ud af Raadet og give Seglet tilbage. Dette opnaaede
- ↑ See Brevene af 10de Jan., 29de Jan. og 8de Febr. 1328 i Dipl. N. I. 419–196. De to første ere rettede til Præbendaren ved Christkirken Sigurd, der, som Biskopens Fuldmægtig, i det første befales at advare, i det andet at bannsette ham; det tredie er et aabent Brev, bekjendtgjørende at Svein er tagen til Naade.
men det er øjensynligt, at denne Svein i Grisen maa have været en af de Gaardejere i Bergen, der deeltog i Møderne og Forbundet, og navnlig en af de fornemste blandt Sveins saakaldte „Efterfølgere“.
