naar han indfandt sig. Men hertil svarede Audfinn, at han gjerne skulde have føjet sig efter hans Ønske, hvis han ej allerede i September, paa sin Visitatsreise i Sogn, havde bortgivet Kirken til en af sine egne Klerker, der havde studeret i Cambridge; Erkebiskopen, sagde han, var desuden feil underrettet, naar han troede at Dale Kirke allerede havde staaet ledig i mere end et halvt Aar, thi den forrige Besidder havde først indgivet sig til Resignation d. 13de August[1]. Gud veed, siger han, at vi ville og skulle ligesaavel herefter søge Eders Heder, som vi hidtil have søgt den, og overholde den ubeskaaret, vor egen og vor Kirkes Ret uskat, og Gud forlade dem, som ville udsaa Tvedragt mellem os. Vi bede Eder, ej at gjøre Ophevelser over denne Sag, thi Eders Tiltale har, hvis Ret skal fare frem, liden eller ingen Grund. Men kunde det falde sig saaledes som I talte ved os i Sommer i Tunsberg om, at en eller anden Ven af Eder tækkedes et Beneficium hos os som vi kjende, raade for, da ville vi gjerne heri opfylde Eders Vilje, saavidt vi kunne det efter Loven[2]. Men samtidigt med denne høflige og forsonlige Skrivelse indgav han til Erkebiskopen selv en Skrivelse, hvori han appellerede Sagen for Paven, og brugte temmelig alvorlige Udtryk, idet han erklærede sig „mod Gud og Retferdighed forurettet i en uhyre Grad“, og paastod at Erkebiskopen, tilskyndet af Sandhedens Fiende, havde tilsidesat den lovlige Fremgangsmaade, baaret sig heel urigtig ad, og „brugt sin Sigd paa fremmed Ager“. Erkebiskopen svarede i en meget forsonlig Tone, men beviiste ved Citater af den canoniske Ret, at Audfinn havde taget Feil, og at Vacancen maatte regnes fra en meget tidligere Tid, saaat nu et heelt Aar var hengaaet: han vilde, det skulde Gud vide, langt fra ikke tilrive sig Biskopens Ret, hvilken han jo endog var pligtig at forsvare mod uretfærdige Angribere, men naar han erfarede hiin lange Vacance, kunde han dog heller ikke undlade at opfylde sin Pligt, at forebygge, at Kirken stod for længe ubesat. Kunde ellers Biskopen belære ham bedre og sandere herom, skulde det være ham kjært, og han bad Audfinn indstændigt om at ordne Sagen
- ↑ Der siges her, at denne Resignation skete ved Ravnaberg, i Overvær af Hr. Paal og nogle tilstedeværende Chorsbrødre. Dette synes at maatte være Ravnaberg, nu Ramberg ved Tunsberg, hvor, som vi nedenfor i samme Brev erfare, Biskop Audfinn og Erkebiskopen om Sommeren havde talt med hinanden. Den Hr. Paal, som her omtales, var da formodentlig Cantsleren, Hr. Paal Baardssøn, og vi maa derfor slutte, at Kongen, Drottseten og det hele Hof paa den Tid, – i August 1329 – har været samlet i Tunsberg, maaske endog til et Høvdingemøde.
- ↑ Dipl. Norv. V. 81. Dette Brev begynder paa Latin, men gaar mod Slutningen over til Storm hvor det er tydeligt at see, at Biskopen under Affattelsen er kommen mere i Affect.
