hinandens Begravelser og Sjælemesser, at Predikebrødrene skulde respectere de Bannsettelser, som Bergens Biskop eller hans Official forkyndte, og ikke styrke den bergenske Kirkes Fjender eller virke til dens Skade, saafremt Biskopen eller Chorsbrødrene ikke tilføjede Predikebrødrene nogen Uret; derhos skulde de sidste i sine Predikener og naar de hørte Skriftemaal opmuntre og tilholde Folket, retteligen at yde Tiende: endelig skulde alle hidtil stedfundne Tvistigheder være for evigt endte, glemte og neddyssede, ligesom ogsaa Predikebrødrene forbandt sig til, i Løbet af næste Sommer at skaffe Provincialpriorens Bekræftelse paa Forliget, hvilken formodentlig og er indløben, da man ej finder Spor af at Tretten herefter fornyedes. Biskop Audfinn døde kort efter at han havde haft den ovenomhandlede Tvist med Erkebiskopen, nemlig i Aaret 1330, uvist hvad Dag[1], og det kan neppe slaa Fejl, at Drottseten og de verdslige Magthavere ved hans Død følte ligesom en Sten lettet fra Hjertet. Hans Eftermand var Magister Haakon Erlingssøn, en af de tre bergenske Chorsbrødre, som de pavelige Nuncier før sin Bortgang fra Norge havde udnævnt til Undercollectorer. Haakon blev valgt endnu i 1330, men, uvist af hvad Grund, ikke indviet førend i 1332[2]. Af en heel Deel Privatbreve fra ham, der endnu ere opbevarede[3], og som idet Følgende ville blive omtalte, seer man, at han maa have staaet i nøje og venskabelig Forbindelse med Drottseten og hans hele Huus, ja det lader næsten til at han har haft nogen Opsigt med hans Søn, den unge Bjarnes, Opdragelse, ligeledes sees han at have staaet paa den bedste Fod med Hoffet. De samme Breve, der fordetmeste ere skrevne paa Norsk, vidne om, at han holdt sit Modersmaal i Ære, og forstod at skrive det smukt og reent, medens man af de latinske Breve seer, at han heller ikke manglede Ferdighed i at behandle dette, en Ferdighed, han vel havde erhvervet ved Studier udenlands, hvorom og hans Titel „Magister“ synes at vidne. Samme Aar, som Audfinn, døde hans fordums Modstander, den gamle Finn Halldorssøn, Provst ved Apostelkirken og Magister Capellarum[4]. Hans Efterfølger var Mag. Gu-
- ↑ Det sidste Brev man kjender af ham er dat. Bergen d. 15de Marts 1330 (Dipl. N. I. 208), altsaa levede han da endnu; men at han døde i 1330 og at hans Eftermand valgtes s. Aar, siges udtrykkeligt i de isl. Annaler.
- ↑ Isl. Ann. Jfr. Nuncien Petrus Gervasii Regnskab af 1330–1333, hvorom nedenfor, thi her nævnes Biskop Haakon, Jon Hviit og Salve Ivarssøn som de Collectorer, af hvilke Petrus modtog de indsamlede Restancer. Navnet Haakon Erlingssøn fremgaar af Dipl. N. IV. 186.
- ↑ Nemlig i den oftere omtalte bergenske Copibog, Barthol. E. De ere alle aftrykte i Samll. V. S. 95–165.
- ↑ Isl. Annaler. At Finn var meget gammel, kan sees af det udtrykkelige Vid-
