Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/136

Denne siden er korrekturlest
118
Magnus Erikssøn.

Herrerne af Werle deres Arvegods[1]. Formodentlig er noget saadant blevet betinget allerede ved den ovenomtalte Stilstand. Men sidenefter erfarer man, at der holdtes et Møde i Ringsted, og at Knut her den 11te November indgik et nyt Forliig med Kongen, ifølge hvilket al Ufred og Fjendskab mellem dem skulde være glemt, og Knut, som her fremdeles kaldes Hertug af Halland og Samsø, dertil endydermere arveligt forlenedes med Hertugdømmet Estland[2]. Dagen efter besegledes Forliget mellem Grev Johan og Kongen, som først og fremst overdrog ham Femern til Arvelehn, dernæst satte ham til Pant for 20000 Mk. Sølv Laaland med Slottet Aalholm, Skaane og Sjæland, undtagen Kalundborg og de øvrige Besiddelser, som tilhørte deels Hertug Knut, deels de mecklenburgske Herrer, for hvilke igjen Hindsgavl Slot midlertidigt overlodes Greven til Pant; overhoved opregnes alt hvad John fik til Pant, mod Slutningen saaledes: Skaane, Sjæland, Laaland, med Slotterne Helsingborg, Falsterbo, Skanør, Vordingborg, Sjøborg (der døet først skulde indløses fra Knut Porse, ligesom Kalundborg), Korsøer og Aalholm[3]. Net stod kun Grev Gerhard tilbage at slutte endeligt Forliig med, thi førend et saadant var indgaaet, kunde man ej vente, at Hertug Valdemar vilde nedlegge sin Kongetitel. Men en venskabelig Tilnærmelse mellem Kong Christopher og Johan paa den ene Side og Grev Gerhard paa den anden synes allerede en Tidlang at have fundet Sted, og et Giftermaal at være blevet aftalt mellem den unge Thronfølger med Kongetitel Erik, og Grevens Stifter Elisabet, Enke efter Hertug Johannes af Saxen-Lauenburg[4]. Der berettes endog, at da Kongen i Aaret 1329 lod Biskop Sale af Børglum, mod hvem han havde meget udestaaende, gribe og kaste i Fængsel, var Gerhard ham behjelpelig dermed[5]. Saaledes var nu Fredsslutningen allerede forberedet, og

  1. Huitfeld, S. 445. Man seer desuden af den Omstændighed, at Kong Christopher i Forliigsbrevet af 11te Nov. 1329 kalder Knut Hertug af Halland og Samsø, at han tidligere maa have erkjendt ham som saadan.
  2. Dipl. Sv. 2750, samt Lisch, Urk.Samml. zur Gesch. der Maltzan I. 450; Brevet er og aftrykt hos Suhm, XII. 344, men urigtigt henført til 1321, hvilket sees at have forvoldt Suhm det største Bryderi.
  3. Dipl Sv. 2751. Lisch, l. c. S. 455. Huitfeld S.447 nævner urigtigt „Tingsted paa Falster“ istf. „Ringsted“, som Dateringsstedet.
  4. Suhm (XII., 193) nævner, uden at angive Hjemmel, at Grev Johan lagde sig udi at forlige sig med Grev Gerhard, og at til en Indgang blev dem forf: berammet en Anstand mellem paa nogen Tid, imidlertid skulde Grev Gerhard beholde, hvad Pant han inde havde o. s. v. Det var nemlig Sønderjylland, hvorpaa Gerhard nødig vilde give Slip.
  5. Huitfeld, S. 449. Detmar veed kun „at da Tingene saaledes begyndte at bedre sig for Kongen, voxede hurtigt hans Mod, og han fangede Biskopen af Vendsyssel.“