saaledes som det ovenfor er viist. Den samme Undtagelse havde Grev Johan kort forud (ved Bulle af 2den Mai 1331) erhvervet for alle de Besiddelser, han havde deels til Lehn, deels til Pant inden Danmarks Grændser[1], og da de udgjorde den største Deel af Landet, maatte Følgen heraf være, at kun de faa Dele, som endnu stod under Kongens Raadighed, laa under Interdictet: den bedste Maade til at undergrave den Smule Hengivenhed, Folket endnu maatte nære for ham. I det Andragende, som Grev Johan desangaaende havde indgivet til Paven, havde han ogsaa ligefrem erklæret og paaberaabt sig, „at han var Kongens Modstander, og ikke i nogetsomhelst begunstigede ham eller var hans Tilhænger“. Dette klinger noget underligt, efterat han nylig havde indgaaet Forliig med ham. Men Sagen var den, at Christopher skal Aaret forud have villet unddrage sig fra at opfylde Forliigsvilkaarene, saa at Grev Johan virkelig fandt sig foranlediget til at gaa med en Hær til Fyn, og true med at angribe ham i Jylland. Denne Gang meglede dog Grev Gerhard Fred, men atter paa haarde Betingelser for Kongen, thi foruden at denne maatte love, at lade Grev Johan beholde uforstyrret, hvad han havde, maatte han ogsaa overlade Grev Gerhard selv det meste af Nordre-Jylland i Pant for 40000 Mk. Sølv. Saaledes blev hans Besiddelser mere og mere beklippede[2].
Roligheden i Danmark varede dog ej lenge. Greverne Johan og Gerhard kunde, som det lader, ej ret vel forliges om, hvo der skulde spille Mester i Danmark, og der udbrød en Krig imellem dem, hvori og Christopher tog Deel, som Grev Gerhards Fiende, i Haab om at
- ↑ Den endnu utrykte Original i Johann. XXII. Regest. Commmun. an. 16 p. 3, ep. 1515. Det heder i denne Bulle om K. Christopher, at han, en notorisk Forfølger af Prælater og Geistlige, tidligere formedelst sit Tyranni havde været uddrevet af Riget, og, som man troede, ved Guds egen Dom afsat fra Regjeringen; disse Talemaader ere vistnok de samme, som Grev Johan havde brugt i sin Ansøgning, og de vise at han ej tog i Betænkning, naar det gjaldt, ganske at desavouere ham. Det er ellers ved denne Bulle at merke, at den, uagtet Dateringen lyder paa Pavens 15de Aar, dog staar i Regestbogen for det 16de; man kunde altsaa fristes til at tro at der i hiin Datering var indløben en Skrivfeil, „xv“ for „xvj“, og at Bullen er at henføre til 1332. Men man har stundom Exempler paa at Buller, udeglemte i det Aars Regester, hvortil de høre, ere indførte i det følgende Aars.
- ↑ Jeg følger her den næsten samtidige Beretning hos Detmar (ved 1330, S. 229) der ogsaa har Sandsynlighedens Præg, fremfor Huitfeld (S. 452), som uden at nævne denne Feide mellem Kongen og Grev Johan setter Nordre-Jyllands Pantsettelse til Grev Gerhard i umiddelbar Forbindelse med Forlehningen i Ribe. Detmar nævner vel intet om de 40000 Mk., men heri synes dog Huitfelds Angivelse at have sin Rigtighed, ligesom det vel ogsaa var ved denne Lejlighed at det bestemtes, at Christopher skulde residere i Skanderborg, og hans Søn Erik i Nyborg.
