de Fremmedes Aag, og Misfornøielsen var især sterk i Skaane. Her syntes altsaa Lejlighed at være forhaanden for Nabomagterne, især den tilsyneladende mægtige Konge over de forenede Riger, til at gribe ind med Fordeel. Og denne Lejlighed lod Kong Magnus heller ikke ubenyttet, saa at det dog tilsidst blev ham, der høstede Frugterne af hvad hans Stiffader Knut Porse saa ivrigt og utretteligt havde virket for, uden dog selv ret at komme til Maalet.
Imidlertid var det Tidspunkt kommet, da Kong Magnus ifølge Bestemmelsen ophørte at være umyndig, og selv tiltraadte Regjeringen i begge Riger. Den udtrykkelige Bestemmelse selv kjendes ikke, men af den forhen omtalte Fredstractat med Danmark og Sverige af 22de Aug. 1322, der skulde vare i ti Aar, eller indtil Kongen blev myndig, sees det, at man allerede da idetmindste i Sverige havde sat Aaret 1332 som den Tid, da hans Myndighed skulde indtræde[1], og Begivenhederne vise, hvad der og ligger i Sagens Natur, at den samme Bestemmelse var truffen for Norges Vedkommende. Det berettes nemlig udtrykkeligt i Detmars paalidelige lübeckske Krønike, at der i dette Aar indfandt sig Gesandter fra Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde paa Baagahuus Slot hos Kong Magnus, da han blev erklæret myndig, for at anholde om Bekreftelse paa Stædernes Friheder i Bergen[2]. Ligeledes seer man at fra dette Aar forekommer ej længer i Kongebrevet den hidtil brugelige Talemaade, at Drottseten satte sit Segl ved Siden af Kongens, men det heder kun at „Cantsleren beseglede og N. N. skrev Brevet“. Drottseten omtales ikke engang, og Erling Vidkunnssøn nævnes herefter i andre Tilfælde ej under denne Titel, men kun som slet og ret Ridder: et Tegn paa, at han maatte have nedlagt Drottsete-Verdigheden og dermed Formynderskabet. Dagen, da Myndigheds-Erklæringen skete, kjende vi ej nøjagtigt. Det første hidtil bekjendte Kongebrev, hvori vi støde paa denne Forandring, er dateret Oslo den 24de April 1332[3], og det sidste hidtil bekjendte, hvor Drottseten nævnes, er dateret Bergen den 9de August 1331[4]; i Mellemtiden maa altsaa Erklæringen falde. Men da der ifølge hiint Udsagn af den lübeckske Chronist ej kan være Tale om Aaret 1331, og da Paal Einarssøn i Oslo endnu i et Brev af 9de April
