forudsee, at hans fordums Medbejler til Magten, Paal Cantsler, som forblev i sit Embede, nu vilde faa langt mere at sige, end han. Dette Maadehold – forudsat at det var frivilligt – synes at tale til Erlings Roos. Men formodentlig har dog vel ogsaa Erkebiskopen, der i sin Tid udnævnte ham til Rigsforstander, udøvet en fordeelagtig Indflydelse paa ham.
See vi nu tilbage paa Erlings Virksomhed i de ni Aar, han førte Regjeringen, kan man vel ej sige at den viser sig som meget betydelig, eller at der overhoved skete Ting af synderlig Vigtighed, men vi erfare dog, at Norge i denne urolige bevægede Tid i det Hele taget bevarede sin Fred og indre Ro, at Ordenen og Sikkerheden i Landet, skjønt den lod meget tilbage at ønske, dog overhoved var bedre end i Sverige og Danmark, og at Landet hevdede sin Anseelse ogsaa hos fremmede Magter. Thi ej alene have vi seet Russerne slutte Fred paa en for Norge hederlig Maade, men ogsaa Englands Konge Edward II tilskrev d. 17de Febr. 1325 Erkebiskopen, Drottseten og Raadet, til Svar paa en Skrivelse fra dem om Fredens Fornyelse mellem begge Riger, at dette var en saare ønskelig Sag, i Betragtning af den Nytte, som Forbindelsen mellem Rigerne medførte, og han vilde derfor med Glæde modtage Gesandter i den Anledning[1]. Under Forhold som de nærværende, skulde der ikke lidet til, at holde saadan Ro, Orden og Anseelse vedlige. Alene en Konge, og det en kraftig Konge, vilde kunne have formaaet eftertrykkeligt at holde Magnaternes Ærgjerrighed og Hang til Selvraadighed inden de tilbørlige Grændser. En af deres egen Midte, om han end var saa megtig som Erling, formaaede det ej, idetmindste ikke til fulde, og et udtrykkeligt Vidnesbyrd herom have vi i en Retterbod, som Kongen selv fandt det nødvendigt at udstede endnu samme Aar, han blev myndig, hvori han siger, „at han har erfaret de Tiltag, som forskjellige Mænd har taget sig i Landet efter hans Moderfaders Død og i hans egen Barndom, idet de, skjønt det i Landsloven snarere er dem forbudt end tilladt, tage sig Svene og lade dem love sig Tro og sverge sig Eeder som Konger eller andre Høvdinger, hvoraf kommer og er kommet megen Ulydighed og Lovovertrædelse, gode og rolige Mænd til Ufred og Ulempe; disse Svene sidde hjemme i Stæder eller Bygder, yde Kongen og Kronen ingen Skyldighed, og ville ej svare nogen Mand Lov for sine Forseelser, men true altid med sin Husbonde, og rejser der sig nogen Ugjerningsflok i Landet, da ere disse de første og fremste til at slaa sig til Flokken forat rane og røve Thegnerne, der ville leve i Ro og Fred, saaledes som
- ↑ Brev hos Rymer, Foedera T. II. P. 1. s. 590.
