ken indenlandske eller udenlandske maa kjøbe saadant uden paa Torvet i Byen. Overtræder nogen dette Forbud, da er det, der kjøbtes, forbrudt til Kongens Kasse, saa og Kjøbesummen, og bøde desforuden hver sin halve Mark, saavel Sager„ som Kjøber, hvad enten det er indenlandske eller udenlandske“[1]. Vi see altsaa tydeligt nok af dette Brev, at Tydskerne i de østersøiske Steder (thi andre menes ikke med de Udlændinger, som sad Vinteren over) fremdeles drev paa deres engang begyndte Bestræbelser, at indrette formelige Handelsfactorier i de norske Byer, fornemmelig i Bergen, saaledes at de Handelsfirma’er, der nu engang havde kastet sig paa den norske Handel, lod deres Fuldmægtige blive tilbage hele Vinteren over, naar den regelmæssige Sommerfart var ophørt, for at forestaa, hvad man kunde kalde Filialafdeliiiger af Hovedcontorerne i Lübeck, Wismar, Rostock, o. s. v. og derhos ved allehaande Opkjøb af de courante Varer at sikkre sig billige Indkjøbspriser, ja endog tildeels at tilvende sig det hele Forraad, for siden des bedre at kunne beherske Markedet og sørge for sin Fordeel, til Skade for de andre udenlandske Kjøbmænd, der holdt sig Loven efterrettelige og kom paa den regelmæssige Tid, hvor de da, for at faa Ladning tilbage og ikke vende hjem med halvforrettet Sag, formodentlig have maattet henvende sig til de tydske Opkjøbere selv, saaledes at disse altid bleve Mellemmænd mellem Producenterne og de øvrige fremmede Kjøbmænd, til stort Tab for begge Parter. Vi erfare derhos og, at de ligeledes allerede havde tiltaget sig at være Mellemmænd mellem disse Kjøbmænd ved Salget af de Maren de medbragte, til Indbyggerne, nemlig ved ogsaa af dem at kjøbe op i Stort, og selge ud i Smaat. Det ene flød af det andet, thi det faldt vel næsten af sig selv, at de fremmede Kjøbmænd, der næsten s intet andet Valg havde end at tage sine norske Varer af de tydske P Handels-Factorer, afgjorde Kjøbesummen uden at betale med rede Penge, men ved at give af sine medbragte Varer i Vederlag, saaat Handelen væsentligt blev en Tuskhandel, og derved de Varer, som Nordmændene selv skulde kjøbe, i samme Mon fordyredes for dem, som de Varer, de solgte, forringedes i Priis, især da man vel og maa formode, at Tydskerne, naar dette Opkjøbningssystem paa Landet i længere Tid havde fundet Sted, havde ved at give Landmanden Forskud af de rede Penge, de altid besad iForraad, bundet ham saaledes til sig, at han ikke kunde rive sig løs af deres Kløer, men altid maatte bringe sine Varer til dem, og de derved formeligt erhvervede et Monopol. Men dette laa nu engang i deres Plan, og man kan ej fortenke dem i at de søgte at anvende sine Capitaler og overlegne Forretningsdygtighed paa den for dem mest
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 157, 158.
