kaldte „Apologia“, der dog skulde indeholde en nærmere Drøftning af de Beretninger, som han fremsætter i den egentlige historiske Deel. Da han nu længe stod i stort Ry for historisk Lærdom og vistnok ogsaa havde Adgang til ikke faa Kilder, som nu ere tabte, især diplomatariske, ere mange af hans selvgjorte og aldeles urigtige Beretninger blevne antagne af senere Forfattere som sikkre og paalidelige, medens de, saavidt vi kunne see, alle uden Undtagelse burde forkastes. I hans Spor gik senere Dalin, der med samme Hensynsløshed blandede egen Digtning og forefundet Materiale sammen, kun med den Forskjel, at han i Korthed citerede sine saakaldte Kilder. Lagerbring har paa mange Steder, endog med bitter Ironi, paavist saavel Messenius’s som især Dalins Vildfarelser, og derved bidraget overordentligt til at forbedre den svenske Historiographie; men da han ikke paa langt nær havde Adgang til alle de Kilder, som senere ere komne for Dagen, er der ogsaa i hans Verk mange Steder, som trænge til Berigtigelse, og det afgiver saaledes ikke egentlig længer nogen Vejledning i Begivenhedernes Combination, men gavner hovedsageligt som en for sin Tid overmaade nøjagtig og forstandig Samling af de forhaandenværende paalidelige Materialier. Man kan vistnok med god Samvittighed sige, at den korte Udsigt, som Mag. Styffe forudskikker sine „Bidrag“, indeholder en langt rigere Masse af sikkre, ad Granskningens og Kritikens Vej vundne historiske Resultater, end det hele tredie Bind af Lagerbrings for sin Tid saa fortjenstlige Verk. Jeg har idetmindste klarligen følt og er kommen til den beftemte Overbeviisning, at af samtlige nordiske Historieskriveres Arbeider, der ikke, som Huitfelds og Suhms, fornemmeligt maa ansees som Regester eller Kildesamlinger, kunde jeg ved Udarbeidelsen af nærværende Bind uden synderlig Ulempe have undværet dem alle, med Udtagelse af Styffes Udsigt, og min forrige højagtede Collega’s, Professor Keyser’s „Den norske Kirkes Historie“. Disse to Verker have været mig uundværlige. End ikke Geijers ypperlige „Sveriges Historie“ gjør her nogen Undtagelse, da den især i det Tidsrum, hvorom der her er Spørsmaal, er altfor kortfattet og indlader sig forlidet paa nogen selvstændig Kritik af de engang vedtagne Beretninger til at kunne afgive nogen Hjelp ved Udarbeidelfen af et efter sin Plan saa omfattende og i Enkeltheder gaaende Verk som nærværende.
Mangen En vil det maaskee ved første Øjenkast synes, som om jeg har befattet mig altfor meget med Sveriges Historie, og at Verket derved er blevet utilbørligt vidtløftigt. Jeg tvivler dog ikke om, at man efter omhyggelig Gjennemlæsning af det hele Bind vil være af andre Tanker. Efterat begge Riger engang var blevne forenede,