blev deres Historie ogsaa paa det nærmeste en Fælleshistorie, ligesom Norges og Danmarks efter Foreningen mellem begge disse Riger, og ligesom det for Eftertiden vil blive vanskeligt eller rettere umuligt at skrive Norges eller Sveriges Historie efter 1814, uden ogsaa tildeels at behandle Broderrigets. Statsforfatningen i Norge var desuden i Tidens Løb bleven saadan, at næsten alt drejede sig om Kongens egen Person. Da nu denne Konge tillige var Sveriges Konge, maatte det alene til Oplysning om hans Charakter og hele Personlighed være nødvendigt, ogsaa at følge ham under hans Virksomhed i Sverige, om end ikke – hvad vi dog altfor vel vide var Tilfeldet – hans Hendelser i Sverige for en stor Deel betingede hans hele Fremtræden og Virken i Norge, medens det omvendte Forhold i langt ringere Grad fandt Sted. Og det nærmere Forhold, hvori baade Sverige i og Norge allerede siden Krigene ved det foregaaende Aarhundredes Slutning vare traadte til Danmark, har ogsaa hist og her gjort det nødvendigt at dvæle lidt nærmere ved de danske Begivenheder, end det maaskee ved første Øjekaft kunde synes nødvendigt. Forresten indrømmer ingen villigere end jeg selv, at det mindre, end jeg kunde ønske, har lykkets mig at udviske Sporene af, at Bearbeidelsen af det her foreliggende Tidsrum af Norges Historie i næsten højere Grad end af de foregaaende har været en Fremtrængen paa aldeles ubanet Vej, etslags Oprydden af et fuldkomment Vildniss, hvor man kun med usigelig Møje kunde arbeide sig frem. Det tør vel derfor hende, at man oftere, end ønskeligt kunde være, seer Spor af denne Møje og Tegn til, at Vanskelighederne stundom have været nær ved at overvelde mig. Men just i denne Møje og Vanskelighed tør jeg haabe at finde min bedste Undskyldning.
Christiania, i October 1862.
