havde indhentet hans Moders Samtykke, førend de disponerede over hendes danske Besiddelser, vides ikke: hendes norske og svenske Ejendomme skulde vel, hvad man maa antage, tilbagegives hende som etslags Erstatning, og at hun virkelig fik de første tilbage, er vist nok, men derimod see vi hende fremdeles en Tidlang i Besiddelse af Sjøborg, og det lader saaledes ikke til, at Magnus strax fik den Lettelse i Betalingen eller Sikkerheds-Stillingen, som man ved Aftrædelsen deraf havde tilsigtet. Den Hjelp, man lod til at have ventet af de tydske Stæder, udeblev formodentlig, efter hvad man af Detmars Beretninger maa slutte, og Kongen maatte derfor tage sin Tilflugt til sine Undersaatters Bistand. En Rigsforsamling tilstevntes saaledes i Ørebro ved Midten af Januar eller.strax efter Julen, og imidlertid begav han sig til Oslo, for at tilbringe Julen der, og sandsynligviis ogsaa fra Norge skaffe sig Penge til de første Udbetalinger. Halvdelen af Kirketienden kom maaskee nu vel tilpas, forsaavidt den ikke allerede var opbrugt.
Imidlertid var Erkebiskop Eiliv afgaaet ved Døden den 2den November[1]. Han havde i lengere Tid været svag, saa at han allerede Trinitatis Søndag, d. 14de Juni, ikke selv kunde indvie den nye Biskop til Hole, Islendingen Egil Eyjulfssøn, hvilken han og hans Capitel efter den ovenfor nævnte Forestilling af Biskop Laurentius havde udvalgt, men maatte overdrage denne Forretning til Biskop Haakon af Bergen, som han nys havde indviet, og som maaskee i den Anledning endnu opholdt sig i Nidaroos[2]. Eiliv var unegtelig ej alene den ypperste og dygtigste Erkebiskop, som Nidaroos Provins nogensinde havde haft, og under hvilken den norske Kirke naaede Højdepunktet af sit indre Velvære og ydre Anseelse, men han var tillige ved sit Maadehold, sin Patriotisme og sin indgribende Indflydelse umistelig for Landets Ro og Lykke, hvilket man altfor snart fik at føle. Blandt hans reenkirkelige Foranstaltninger kan merkes, at han allerførst i den norske Kirke indførte Højtideligholdelsen af den saakaldte Christi Legemsfest, eller Thorsdag efter Trefoldighed, hvilken allerede havde været paabudt af Pave Urbanus d. 4de 1264, men ej almindeligt indført førend efter en ny Bestemmelse paa Conciliet i Vienne[3].
- ↑ Dette angives i de isl. Annaler.
- ↑ Isl. Annaler. De Annaler, der sette Laurentius’s Død i 1330, sette ogsaa Egils Indvielse i 1331, men da de dog sige, at han blev indviet af Haakon, og dennes Indvielse ingensteds settes tidligere end 1332, er det klart at dette Aar er det rette.
- ↑ Festens Højtideligholdelse blev ifølge Annalerne og Laurentius’s Saga Cap. 48 lovtagen paa Island 1325; i Norge maa det være skeet noget tidligere, da der siges at Biskop Jon havde bragt Bestemmelsen derom ud med sig (1322).
