gelser, der paa denne Tid fandt Sted i Norge, indskrænker sig til følgende korte Beretning i de islandske Annaler: „Hr. Erling, Hafthorssønnerne og Ulf Saxessøn forholdt Kongen Tunsberghuus, men gik siden i Kongens Vold, og Kongen skjenkede dem baade Liv og Ejendomme, undtagen Ulf Saxessøn; han indfandt sig ikke hos Kongen, og blev jaget i Landflygtighed“[1]. Her siges hverken af hvad Aarsag, eller paa hvilken Tid af Aaret dette skete. Hvis denne Begivenhed var henført til 1332, saa maatte man nærmest have gjettet paa, at Erling ikke godvilligt har givet Slip paa Rigsforstander-Verdigheden, men tilligemed sine Tilhængere indsluttet sig paa Tunsberghuus, indtil han siden nødsagedes til at overgive sig paa Kongens Naade. Men de bedste Bearbeidelser af Annalerne ere enige i at henføre Begivenheden til 1333, det samme Aar, som Paal Cantsler blev Erkebiskop, og Aaret førend han kom tilbage fra Curien: der kan altsaa ingen Fejltagelse være. Nu kunde det jo synes tenkeligt, at Erling allerede lige fra Kongens Regjeringstiltrædelse i April 1332 kunde have protesteret mod den nye Tingenes Orden, stillet sig i Spidsen for andre misfornøjede, og indesluttet sig paa Tunsberghuus, uden at Kongen eller rettere dennes betroede Mænd kunde begynde at foretage sig noget imod ham, førend i det følgende Aar. Men der er, som allerede forhen paapeget, ingen Spor af at noget saadant fandt Sted, eller at Kongens Regjeringstiltrædelse overhoved ledsagedes af Uroligheder, og saa sparsomme Efterretninger vi end have tilbage om de politiske Begivenheder paa de Tider, faa vilde dog neppe noget af saa stor Betydning sporløst være forglemt. Men en anden Sag er, at Erling ved sin Fratræden indtil videre kan have beholdt Tunsberghuus under sin Varetægt, og derimod siden, misfornøjet med Sagernes Stilling, kan have vegret sig ved at give Slip derpaa. Hertil kunde der nu være flere Grunde. For det første var vel han, som Fleerheden af Nordmændene overhoved, misfornøjet med, at Skaanes Erhvervelse – hvad der er tydeligt nok – altfor meget, ja vel endog næsten udelukkende optog Kongens Opmerksomhed, saaledes at derved hans Regjeringspligter med Hensyn til Norge forsømtes. For det andet havde man al Anledning til at befrygte, at denne kostbare Erhvervelse kunde foraarsage den norske Rigskasse utilbørlige Udgifter,
- ↑ Ordene i de forskjellige Bearbeidelser ere selv noget forskjellige. I Annales regii (dog kun Arne Magnussens Tillæg efter tabte Blade) heder det: „Hr. Erling og Hafthorssønnerne og Ulf Saxessøn forholdt Tunsberghuus for Kong Magnus, men gav sig siden i hans Vold“. Flatø-Annalerne tillægge, at Erling og Hafthorssønnerne gav sig i Kongens Vold, men at Ulf rømte. Andre melde kun, at Erling og Hafthorssønnerne forligtes med Kongen, men at Ulf rømte.
