Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/173

Denne siden er korrekturlest
155
1333. Jon og Sigurd Hafthorssønner.

Naar de bleve myndige, vides ikke med Vished, da man ej kjender deres Fødselsaar, men da det er vist, at de levede endnu lige hen mod Aarhundredets Slutning, kunne de ej have været stort eldre end Kongen selv, og den eldste af dem, Jon, maa netop nu være bleven myndig, det vil sige have fyldt sit 20de Aar[1]. Sandsynligviis have de da nu enten allerede fremlagt sit Lehnsbrev for at gjøre det gjeldende, og faaet Afslag, af den Grund at ingen norsk Konge kunde kunde give Forlehninger længer end paa sin egen Livstid, eller, i Forventningen om, at deres Fordring ej vilde blive kjendt gyldig, paa Forhaand antaget en truende Stilling, og søgt Beskyttelse hos Erling. J Forbindelse med sin Tragten efter denne fyrstelige Forlehning have de vel og gjort Forsøg paa at kunne optræde paa fyrstelig Viis, omgivne med Huuskarle[2], m. m. ligesom Thornbergmændene fordum, men det er allerede ovenfor omtalt, at Kongen endnu i det samme Aar, han blev myndig, lod en Retterbod udgaa mod alle de Mænd, der i hans Myndighedstid havde antaget Svene eller Huuskarle, og ladet dem sverge sig Troskabs-Eed, som selve Kongen, uden Medhold i Loven, og til Skade for Landets Sikkerhed. I denne Retterbod, udstedt under hans Jule-Ophold i Oslo, den 18de December 1332, forbød han herefter Enhver, af hvas Stand og Rang han monne være, uden særskilt Kongebrev derpaa, at holde eedsvorne Tjenere eller hvad andet man kunde kalde dem, undtagen dem som de dagligen holdt paa sin Kost og Klæder[3]. Om denne Forordning ikke endog var udgiven nærmest med Hafthorssønnerne for Øje, saa er det dog aabenbart, at den maatte være dem yderst forhadt, netop paa den Tid,

  1. Om Hafthorssønnernes Fødselsaar er det umuligt at sige noget bestemt; man seer kun, at de endnu ikke vare fødte i Januar 1312, eftersom Kong Haakon i Brev af 8de s. M. omtaler Agnes’s „lovlige Arvinger“ som tilkommende. Var saaledes maaskee Jon født sidst i 1312 eller først i 1313, havde han i 1333 netop fyldt sit 20de Aar, og Sigurd kan neppe engang have været mere end 19 eller 18. Dette passer og godt dermed, at Sigurd ikke blev gift førend i 1342, som det vil sees, og at de begge levede saa langt ned i Tiden. De nævnes som levende endnu i 1386, see Dipl. Norv. I. 500. 600. At Jon var den eldre, sees deraf, at han var opkaldt efter Faderfaderen, og derhos blev Ridder meget tidligere end Sigurd. Han nævnes nemlig som Ridder allerede i 1337, see nedenfor, medens Sigurd ej fører denne Titel, førend ved 1356.
  2. Om Thornbergmændenes (Erling Alfssøns og Alf Erlingssøns) fyrstelige Optræden faa vi en Forestilling ej alene af hvad der berettes om Erlings og Alfs Magt og Anseelse, men ogsaa af Kong Haakons Brev af 13de Decbr. 1304 om Capellet paa Thornberg, hvilket de havde indrettet for sine „Hirdprester“, men hvis Indtægter (forfaldne til Kronen ved Alfs Utlegd) Kongen nu henlagde til et særeget Altar i Mariekirken, hvor der skulde læses Messe for deres Sjæl.
  3. Norges gl. Love III. 160, jfr. ovf. S. 126.