Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/188

Denne siden er korrekturlest
170
Magnus Erikssøn.

sendte Afskrifter af de pavelige Breve om denne Sag over til Island med en vis Vigfuus Prest, og lod begge Biskoperne i den Anledning kalde over til Norge[1]. Vigfuus kom dog ikke ud førend i det følgende Aar. Med Udbetalingerne fra Stavanger, Oslo og Hamar maa der endnu have været meget i Vejen, og Nuncien have tabt Taalmodigheden, siden han omsider den 26de August gjorde Alvor af at anvende Tvangsmidler, idet han sendte Breve eller andre Indlæg, hvoriblandt sikkert ogsaa fornyet Trusel om Excommunication, til Nidaroos for at offentliggjøres i Domkirken[2]. Det lader til, at Nuncien for det første tænkte paa at forblive i Bergen, og der afvente, hvad de trende Biskoper i Anledning af Excommunicationen eller Truslen dermed vilde tage sig fore; fra Bergen sendte han ogsaa to Gange endeel af de indsamlede Penge umiddelbart over til Flandern, først hvad han havde faaet i Sverige, og siden hvad han fik i Norge. Men, som det allerede ovenfor er berettet, paa Høvdingernes Bøn forlod han Bergen d. 12te September, og drog østover langs Kysten i Følge med Hr. Ivar Agmundssøn, idet han nu enten paa selve Reisen eller efter dens Tilendebringelse skulde møde Biskoperne og modtage deres Redegjørelse i Anledning af de Foranstaltninger, han havde ladet udgaa mod dem. Der siges ikke, om, naar eller hvor han virkelig kom sammen med dem alle; saa meget er dog vist, at Erkebiskopen af Stavanger kom til ham, og indgik et saadant Forliig med ham, som han bedst kunde[3]; og det sees og af hans Regnskaber, at han i Juni 1334, efterat han allerede havde forladt Norden og var kommen til Flandern, endnu fik udbetalt endeel, maaskee alt det Tilbagestaaende, af den stavangerske Sexaarstiende, gjennem en Borger af Brügge. Ligeledes maa Biskop Hallvard have affundet sig med ham paa en eller anden Maade, da man heller ikke hører noget om, at han excommunice-

  1. Isl. Annaler, ved 1334. Et Haandskrift henfører denne Indkaldelse til 1335, men det maa være urigtigt.
  2. Formelig Excommunication kan det ej endnu have været, saaledes som man af det nedenfor Anførte vil see. Nuncien udtrykker sig derom kun saaledes: „die 26de Augusti misi processus meos factos contra episcopos Osloensem et Hamarensem et Stavangrensem publicandos in ecclesia metropolitana Nidrosiensi.
  3. Dette sees af den Skriftvexling, som i det følgende Aar forefaldt mellem Biskop Erik og Abbeden i Utstein, der laa i Strid med ham. I sin Appel til Paven af 24de Oct. 1334 (Dipl. Norv. IV. 214) klager Abbeden blandt andet over at Biskopen d. 15de August 1333 havde tvunget sig til at holde Messe i Klosterkirken, uagtet han selv var excommuniceret af Petrus Gervasii. Men dertil svarede Biskopen i en Fremstilling af 12te Decbr (S.steds No. 215), at „det aldrig var kommet ham for Øre at han skulde være excommuniceret, men at han derimod, ved at høre at Nuncien truede ham, personligen opsøgte denne og enedes med ham som godt han kunde“.