meddeelte Biskop Egil af Hole Qvittering for hvad han skyldte det pavelige Kammer, ja fritog ham endog fra at indfinde sig hos Haakon, uagtet denne fremdeles havde Fuldmagt som Collector. Et lignende Skridt kunde nok Erkebiskopen allerede i dette Aar have gjort med Hensyn til Biskop Salomon. Formodentlig skulde ogsaa Biskop Jon i Skaalholt have været tilstede ved Conciliet; han forlod virkelig Island ifølge den forhen omtalte, til ham udgangne Kaldelse, og kom til Norge, men enten maa han have begivet sig umiddelbart til Bergen for at gjøre Afregning med Biskop Haakon, eller først være kommen efterat Conciliet var til Ende, thi man hører intet om at han deeltog i dette, eller endog ved den Tid var nærværende i Nidaroos. Da Egil paa Hole dette Aar ej kunde komme afsted, skulde en Prest ved Navn Olaf paa hans Vegne ledsage Biskop Jon, men kom for silde til Havnen, da Skibet allerede var afsejlet[1].
Conciliets Statuter bleve udferdigede den 22de September[2]. De angaa mest Kirketugten, ligesom det og udtrykkeligt heder i Indledningen, at Conciliet holdtes „til Sedernes Forbedring, den kirkelige Tilstands Reform, og de Biskoperne betroede Sjæles Befrielse fra Fjendens (Djevelens) Pile“. Den første Artikel paalegger Klerkerne i Almindelighed at leve kydskt og afholdende, og bekræfter udtrykkeligt alle foregaaende norske Concilstatuter, isærdeleshed Erkebiskop Eilivs Statuter paa de to Concilier i Bergen 1320 og 1327, med Undtagelse af hvad der stred mod Retten og de kirkelige Bestemmelser (canones), hvilket sattes ud af Kraft, idet Straffen for Overtrederne og især notoriske Skjørlevnere og deres Friller fastsettes efter den almindelige Ret. Dernæst forbydes det strengeligen at nogensomhelst imod Betaling eller efter Accord optages i Kloster, eller antages som Præbendar eller Præbendarinde uden Biskopens Samtykke. Ingen Geistlig, høj eller lav, maa understaa sig under Excommunications Straf, hvilken han ipso facto skal være hjemfalden, at misbruge det apostoliske Sedes Privilegier, eller anmasse sig Afgjørelsen af Sager, der af Biskoperne selv eller ved Synodalstatuter ere forbeholdne, eller egenmægtigt meddele Forandringer i eller Fritagelser fra hellige Løfter m. m. I denne Bestemmelse tør man maaskee see den første Protest mod den netop paa disse Tider altid mere og mere tiltagende Uskik, at Paverne umiddelbart greb ind i Biskopernes Rettigheder og Embedsvirksomhed ved at meddele Provisioner eller Udnævnelser til forskjellige geistlige Embeder, endog meget under-
