Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/194

Denne siden er korrekturlest
176
Magnus Erikssøn.

lige eller dermed sammenhængende Sager, og Provsternes Ombudsmænd eller Indkrævere maatte ikke understaa sig at formilde nogen paalagt Pengemulct uden Sogneprestens Vidende. Endelig forbødes det udtrykkeligt Biskoper, Abbeder, Abbedisser eller andre Bestyrere af Kirker at selge eller overdrage nogen for stedse sine Kirkers Jorder eller Gaarde eller andre Ejendomme. At dette Forbud maatte gives, viser at det ej, hvad man ellers skulde have ventet, var overflødigt. Det sees ogsaa noksom af de strenge Forbud mod de Geistliges Frilleliv, at dette fremdeles var almindeligt, og skete saagodtsom uden Sky; heller ikke synes Forbudet at have hjulpet, thi ogsaa herefter nødsagedes Biskoperne ideligen til at tilskrive de dem undergivne Prester alvorlige Truselsbreve desangaaende, og vi ville i det Følgende see, hvorledes det herefter endog om muligt end mere tog Overhaand. Herom, saavelsom om andre Misligheder, vidner og den nysomtalte Sag mellem Biskopen i Stavanger og Abbeden i Utstein. Det lader til, at slemme Rygter, der gik om den sidste, havde bragt Biskopen til den Beslutning, selv at begive sig til Klosteret og foretage en Ransagning. Han kom nemlig derhen den 8de September 1333, men fandt Klosteret stengt, da Abbeden, som han selv sagde, ej fandt sig forpligtet til at modtage ham. Nu lod Biskopen Døren bryde op, trods Abbedens Protest og Exception, og holdt Messe i Kirken, i Overvær af flere Munke, som Abbeden havde excommuniceret, idetmindste forsikkrede denne selv saaledes i sine senere Indlæg. Biskopen indstevnede først, som det synes, Abbeden for sin Domstol, og suspenderede ham fra Bestyrelsen af Klosterets Gods, men Abbeden appellerede paa sin Side til Erkebiskopen, og Sagen kom netop fore umiddelbart før Kirkemødet, hvorved Biskopen, som vi have seet, var tilstede, medens Abbeden ligeledes havde begivet sig til Nidaroos. Her fremsatte de nu begge heftige Klager mod hinanden, hvilke dog fra Abbedens Side ikke

    risation, end Paven og Keiseren, og dette var et af de Fortrin, andre af Keiseren uafhængige Konger og Fyrster endnu indrømmede ham, at hans Autorisation godkjendtes endog i deres egne Lande, medens de selv ikke ansaaes berettigede til at udstede nogen saadan. Men da Trangen til slige Notarier eller Tabellioner var stor, og Paven selv ikke kunde creere alle dem, som udfordredes, plejede han gjerne at meddele andre Fuldmagt til, paa hans Vegne at autorisere et bestemt Antal, som to, fire, sex, tolv o. s. v. Slig Fuldmagt fik sedvanligt Nuncierne, ligeledes og de fra Curien efter sin Confirmation tilbagevendende Erkebiskoper, stundom ogsaa de Biskoper, der af Paverne udnævntes; ofte befuldmegtigedes ogsaa Biskoper dertil efter skriftlig Ansøgning, naar der i deres Diøcese var Mangel paa Tabellioner. En saadan Fuldmagt sluttede altid med Formularen til den Eed, som hver udnævnt Tabellion skulde aflægge, og som indeholdt Loftet om Troskab til Paven og Kirken, om Redelighed og Samvittighedsfuldhed i Udøvelsen af sine Embedsforretninger m. m.