Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/198

Denne siden er korrekturlest
180
Magnus Erikssøn.

hed, Letsindighed og Ødselhed[1], synes de faa Udladelser derom, som man har fra Island og saaledes middelbart fra Norge, at vidne om, at han idetmindste nød sine norske Undersaatters Hengivenhed. Og ligeledes finder man, at den svenske Almue senere, efterat have døjet al den Nød, som det mecklenburgske Regiment medførte, ønskede „den ærlige og gode Herre“, som de kaldte ham, tilbage: saaledes synes han ogsaa her idetmindste hos Almuen at have været vennesæl. De farligste Beskyldninger, der foreligge imod ham, er de, der findes fremsatte af hans egen Slegtning, den hellige Birgitte, Lagmanden Byrge Peterssøns Datter, om hvilken mere herefter: hun har i et særskilt Skrift ladet Jfr. Maria fremføre mange Bebreidelser imod ham, deriblandt for de ovenfor nævnte Fejl, og derhos endog temmelig tydeligt ladet forstaa, at han var hengiven til unaturlige Laster, ligesom man ogsaa vil vide, at denne hans Forkjærlighed for unge Mennesker skal have været Aarsagen til det Øgenavn, hvormed han sedvanligvis benævnes i Sverige „Smeek“ (af „at sméka[2]. Noget sandt var vel heri; man seer ialfald noksom af Magnus’s Ferd, at han ej besad tilbørlig Kraft og Fasthed, medens det dog ikke manglede ham paa Eenviished og Herskesyge. Men man kan heller ikke

  1. Hovedstederne herom ere Riimkrøniken (Ser. R. Sv. I. S. 55) der endog fremsetter en formelig Usandhed, nemlig at Paven satte ham i Bann, fordi han handlede mod Kirkens Frihed (herom mere nedenfor); samt Ericus Olai lib. IV. Det heder her: „I nogen Tid (efter Matthias Ketilmundssøns Død) lyttede han til de Vises Raad, der havde været hans Fader og Hr. Matthias troe, og i hans Barndom regjeret med Matthias, og levede imidlertid rosverdigt og styrede nyttigt; men efter denne Glede kom længere Sorg, thi Kongen begyndte at henfalde til Vellevnet og Vellyster, lagde dem for Had, som talte ham til Rette, tilsidesatte de eldre og visere Raadgivere, og antog yngre, vanslegtede, der yndede et lignende Liv. Deraf tiltog Overdaadighed, Fylderi, Udskejelser i det Umaadelige, og Riget bragtes derved efterhaanden i den yderste Armod, idet der paalagdes Gjesterier og tunge Skatter til at fylde de Huller, som den ungdommelige Oversetlighed, overdrevne Pragt og byrdefulde Skjendselsferd foraarsagede. Og idet saaledes de forstandige Mænd enten vare ryddede af Vejen, eller ved Lede til altsammen fordrevne, eller med Haan ringeagtede, kunde de, der led Uretferdighed eller Undertrykkelse, ingen Ret faa“. Hvor uefterrettelig denne Skildring, mere end 100 Aar yngre end Kong Magnus’s Tider, er, vil i det følgende noksom vise sig.
  2. See St. Britas Aabenbarelser (extravagantes, Cap. 80), hvori Jfr. Maria blandt andre Advarsler til Kong Magnus lægges følgende Ord i Munden: „Vadat igitur unus vestrum vel plures ad Regem dicendo sibi …… vos habetis pessimam famam in toto regno, dicentem vos habere et exercere naturalem commixtionem et turpitudinem cum masculis contra naturalem dispositionem, quod verisimile videtur ex eo, quod plus diligitis quosdam viros contra deum et animam propriam quam propriam uxorem“. Tilnavnet „Smeek“ tillægges, saavidt vides, Magnus allerførst i det omtr. ved 1415 skrevne Chronicon i Scr. R. D. I. 394, Scr. R. Sv. I. 57.