er, den Fredsslutning, som denne nys havde indgaaet paa sine egne og Kong Byrges Vegne, gjaldt kun for tre Aar, og var ikke engang fuldstæendigt traadt i Kraft, eftersom den endelige Afgjørelse af Tvistighederne mellem Kong Byrge og hans Brodersønner var henskudt til det Voldgiftsmøde, der om Sommeren 1319 skulde holdes i Helsingborg[1]. Med den Forbittrelse, som herskede paa begge Sider, var der altfaa mere end tilstrækkelig Grund til at frygte nyt Udbrud af Fjendtlighederne, helst da Kong Haakons Død vist ikke kunde andet end vekke nye Forhaabninger hos Kong Byrges Parti. Der var saaledes alle Udsigter forhaanden til, at en Krig snart vilde blusse op paany i Norden, og at Norge vilde blive revet med deri, netop som det havde nydt nogen Hvile og var kommet lidt til Kræfter efter de tidligere langvarige Krigs-Aar. Denne Fare kunde dog maaskee have været fjernet, eller Omstændighederne endog have været benyttede til Norges Fordeel, hvis en kraftig og talentfuld Styrer var kommen i Spidfen for Regjeringen efter Haakon. Men nu fandtes ikke nogen saadan, idetmindfte for Øjeblikket, og desuden havde jo Kongen allerede for længe siden foreskrevet, at Interimsregjeringen skulde føres af et Raad eller en Regjeringskommission, der mere synes at have være beregnet paa en rolig og fredelig Tid, end paa saa farlige og indviklede Forhold, som de nuværende. Thi ogsaa indenlands maa der sikkert have været megen Gjæring. Medlemmerne af det Aristokrati, hvis nye Opkomst Kong Haakon havde kvalt i Fødselen, kunne ikke andet end have været misfornøjede, og med Længsel have ventet paa at kunne tage sin Mon igjen. Kong Haakon forstod med kraftig Haand at holde Bevægelserne tilbage, men der var ingen, som kunde udfylde hans Plads, og derhos havde saavel hans, som allerede hans Forgængeres Politik saaledes gaaet ud paa at concentrere al Magt i Kronen og gjøre Folket politisk umyndigt, at hans Død saaatsige maa have gjort det ganske haandfaldent, især da det uforudseede Tilfelde var indtruffet, at Tronarvingen befandt sig udenlands, tilhørende et fremmed Kongehuus, og paa gode Veje til ogsaa at blive Sveriges Konge. Folkets Kaar vare i det Hele taget vistnok kun saa som saa. Den vigtigste Velstandskilde var ophørt, siden Handelen for største Delen var kommen i de fremmede Kjøbmænds Hænder. Agerdyrkningen kastede ikke meget af sig, og egentlig Rigdom fandtes neppe uden hos de store Jordegodsejere og hos Geistligheden: der tales saa hyppigt i Breve fra de Tider om Landets Fattigdom, at man ej tør antage nogen almindelig Velftand. Vel havde Kong Haakon selv, en god Huusholder, opspart en, som det lader, ikke ubetydelig Beholdning af Penge, men disse kom i alle Fald
- ↑ See sammesteds S. 638, 639.