Dette kan ej forklares anderledes, end at han forud maa have overlagt med disse Mænd om Sagen. Grunden dertil kan maaskee have været den, at En og Anden i Norge har næret Betænkeligheder og frygtet for, at Kongen derved vilde knyttes for sterkt til Sverige og dettes Interesser, naar han tillige ikke omtrent paa samme Tid kronedes i Norge, eller der kan muligviis have været enkelte, som troede det uforeneligt med Kronings-Eden og Vielsen, at den skete to Gange med een og samme Mand; i begge Tilfælde var der Grund nok til, at Sagen blev nøje overvejet af Norges Rigsraad. Hvorom Alting er, saa see vi, at Erkebiskop Paal, der havde kaldet Biskoperne til et nyt Concilium, som denne Gang skulde holdes i Tunsberg i Løbet af Juli Maaned, og angivet Seljemannamesse, den 8de Juli, som Samlingsdagen, nu selv i det verste Vaarføre begav sig til Oslo[1], og herfra d. 13de April tilskrev saavel Biskop Erik i Stavanger, som Biskop Haakon i Bergen (Biskopen af Hamar synes paa denne Tid at have været i Oslo), at han helst saa, at de kom tidligere end hiin Dag, deels for at de kunde reise hjem paa en bedre Aarstid, deels „paa Grund af visse Omstændigheder, angaaende hvilke man ønskede snarest muligt en Samtale, og som baade angik Kirken og Almuen her i Landet, hvis det skulde komme for Dagen, som man nu temmelig sikkert kunde vente“; han bad dem derfor om muligt at indrette sig saaledes, at de begge kunde komme før til Tunsberg, og vilde derfor heller ikke nævne nogen vis Dag, men anmodede kun dem om at angive ham i deres Svar, naar de troede det muligt at komme, for at han og de to øvrige Biskoper kunde rette sig derefter[2]. Uagtet Erkebiskopen her ikke udtrykkeligt nævnte,
- ↑ Den 19de Februar var Biskop Paal endnu i Nidaroos, paa hvilken Dag han skiftede noget Jordegods med sit Capitel, Dipl. N. V. 112; da vi finde ham i Oslo d. 13de April, falder saaledes hans Reise i Mellemtiden.
- ↑ See det originale lukte Brev fra Erkebiskopen til Biskop Erik, Dipl. Norv. I. 238. Vel mangler det Aarstal, men da vi see, at netop i dette Aar et Con-
de bekjendteste; O. Worm har deraf taget Anledning til, i det Tillæg til Peder Claussens Oversettelse af Kongesagaerne, som fortsetter Norges Historie til Dronning Margrete, at udtrykke sig endnu fyldigere og bestemtere saaledes (S. 236): „Magnus var en god og mild Herre, og var ogsaa let at overtale, og enddog Erkebispen og de fornemste Herrer af Norge raadede hannem fra, han ikke skulde drage til Sverige, og annamme der Riget og Kronen, saa lydde han dem dog ikke i dette Stykke“, o. s. v. Det samme har siden Th. Torvessøn gjentaget (Hist. Norv. IV. 462), idet han og urigtigt henfører Kroningen til 1335: Rex Magnus procerum omnium Norvegiæ, qui summopere profectionem in Sveciam ad coronam et regnum accipiendum dissuadebant, consiliis insuper (dette synes at være en Trykfeil) habitis, a Sueciæ proceribus diademate ægte insignitus.
