1337 finde vi ham i Stockholm, efterat han omkring den 23de Februar havde været i Ørebro, maaskee ved et nyt Rigsmøde[1].
Imidlertid havde Erkebiskop Paal afholdt Conciliet i Tunsberg. Kun de tre Biskoper af Hamar, Oslo og Stavanger vare, som sagt, tilstede; paa Biskop Haakons og hans Capitels Vegne sendtes to Chorsbrødre som Fuldmægtige, hvilke ogsaa beseglede Statut-Brevet tilligemed hine Biskoper. Dette skete den 19de Juli; Forhandlingerne kunne derfor neppe være begyndt stort senere end den 8de Juli, der var den oprindeligt af Erkebiskopen fastsatte Samlingsdag. Disse Statuter indskrænke sig ligesaavel til reenkirkelige Anliggender, som de, der vedtoges paa det foregaaende Concilium, uden forsaavidt man kunde jage„ at idet de foregaaende Erkebiskopers, Jons, Jørunds og Eilivs Statuter udtrykkeligt stadfestedes, indeholder dette en Godkjendelse af de for den verdslige Myndighed ubehagelige Bestemmelser, der vedtoges i 1280. Men Stadfestelsen er affattet i saa almindelige Udtryk, at man ogsaa kunde ansee den som en blot Formsag, uagtet det ej kan negtes, at derved altid ligesom en staaende Protest nedlagdes mod de Skridt af den verdslige Regjering, der ikke stemmede med de i Erkebiskop Jons Statuter af 1280 udtalte Grundsetninger. Det bestemtes endog udtrykkeligt, at alle disse foregaaende Statuter, Cardinal Viljams af 1247, Erkebiskop Jons af 1280, Jørunds af 1290 og 1306, Eilivs af 1320 og 1327, og Paals egne af 1334 samt de nuværende, skulde indskreves i Statutbøger og opleses offentligt af selve Biskopen eller den, der var i hans Sted, idetmindste een Gang om Aaret i hver Kjøbstads Hovedkirke, men af Provsterne eller deres Vicarier i andre større Kirker, og forklares for Læge og Lærde i alle de Artikler, som dem kunde vedrøre. Blandt Artiklerne fortjene følgende at merkes: Bestemmelsen paa Conciliet i 1290, at enhver Prest, der havde Sjælesorg, skulde hver Søndag prædike for sine Sognefolk, indskærpes, med Tilføjende af, at det idetmindste maatte skee een Gang om Maaneden, og at den Hovedprest, som forsømte det, skulde hver Gang bøde 2 Ører, hver Capellan det halve. Ingen Prest med Sjælesorg maatte, som flere plejede, fjerne sig fra sin Kirke paa saa lang Tid, at det kunde bemerkes, uden sin Foresattes Tilladelse, eller han kunde faa en anden sømmelig Prest til at udføre sine Forretninger; den, som overbevistes saaledes at have været Maaned borte, skulde bøde Mk. Norsk og Biskopen endda kunne straffe ham yderligere. De eldre Forbud mod at nogen Prest indleder Kjøbmaal eller Akkord, inden han meddeler de hellige Sacramenter, gjentoges med tilføjede Straffe. Lige-
- ↑ See Brev af 16de Marts 1337, Dipl. Sv. 3285, jfr. Brev af 23de Februar, sammesteds 3282.
