desattes[1]. Ifølge Acten af 1302 skulde alene fire, nemlig Cantsleren, Merkesmanden og to andre, residere i Kongsgaarden med den umyndige Tronarving, og besørge de løbende Regjeringssysler: af dem kjendes altsaa Cantsleren Ivar Olafssøn og Merkesmanden Paal Erikssøn: hvo de to øvrige vare, vides ikke, og i alle Fald synes det vist, at Hafthor Jonssøn, uagtet han var Kongens Svigersøn, ej hørte til deres Tal, da han ellers vilde have været tilstede paa det Rigsmøde, der halvanden Maaned efter Kongens Død holdtes i Oslo, saaledes som det nedenfor vil sees. De øvrige aatte skulde hver i sin Kreds have Overopsigt med Sysselmændene og disses Lensmænd: det forstaar sig derfor, at Kongen hertil maa have valgt anseede og indflydelsesrige Mænd hist og her i Landet. Af de to Biskoper, der skulde have Tilsyn med Skatkamret, var maaskee Biskop Haakon af Stavanger den ene, eftersom han var med at besegle den paa det samme Rigsmøde udstedte Foreningsact; ellers maa man næsten antage, at Kongen har tænkt sig dette Hverv skifteviis udført af Biskoperne, da det ej var rimeligt, at en enkelt Biskop Aar efter Aar skulde kunne være borte fra sit Sæde.
Om ingen af de her nævnte Regjeringsmænd er der levnet os tilstrekkelige Meddelelser til at vi kunne danne os en bestemt Forestilling om deres Personlighed. Ivar Olafssøn, der allerede i nogle Aar havde beklædt Cantsler-Verdigheden, var sikkert en dygtig og øvet Forretnings-
- ↑ Et Brev, der synes at kunne give Oplysning i dette Henseende, er Dipl. Norv. II. No. 137, af 21 Juni 1320, hvorved Hertuginde Ingeborg tilligemed aatte Herrer, nemlig Magister Capellarum Provst Finn, Sæbjørn Helgessøn, Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Finn Agmundssøn, Jon Bjarnessøn og Ivar Agmundssøn, forsamlede i Bergen, bevidnede og bekræftede en i de øvriges Paahør af Hr. Guthorm Kolbjørnssøn 7 afsagt Dom mellem Erkebiskopen og Hr. Ragnvald Aslakssøns Arvinger. Thi ihvorvel mange Herrer paa denne Tid synes at have været tilstede i Bergen i Anledning af det strax forestaaende Provincialconcilium, see nedenfor, viser dog den Omstændighed, at de bekræftede Dommen, at de ej kunne have været udvalgte i Fleng som blotte Vidner og Tilhørere, men at de maa have udøvet den Bekræftelsesret, som ellers tilkom Kronen, altsaa handlet i Egenskab af Rigets Raad. Dette bestyrkes endydermere afdelt Omstændighed, at tre af dem, nemlig Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, udtrykkeligt nævnes i hiint Brev af 1319 som Regjeringsmedlemmer, hvoraf man er berettiget til at slutte, at de øvrige fem vare det samme. Vistnok vilde man ved at legge dette Antal af fem til hine tidligere nævnte aatte faa tretten, ikke tolv Medlemmer, men det er vel at merke, at Hafthor Jonssøn rimeligviis var død paa den Tid, Brevet udstedtes, og at Ivar Agmundssøn kan have været udvalgt til Raadsmedlem i hans Sted. At Finn Agmundssøn idetmindste om Vaaren 1321 var Medlem af Raadet, fremgaar tydeligt af et i Dipl. Svec. No. 2292 meddeelt Brev, hvorom mere nedenfor. Men det kommer vistnok her mest an paa, hvad Benævnelsen „Raadet“ betegner.
