og, som det forstaar sig, Biskop Salomon. Af de verdslige Herrer nævnes udtrykkeligt Hr. Ivar, den forhaandenværende Merkesmand Hr. Paal Erikssøn, begge Hafthorssønnerne, og Hr. Erlings Søn, den unge Bjarne, der synes at have staaet i Kongens Tjeneste som Hirdmand. Men der maa naturligviis have været mange flere. Saavidt man kan skjønne, var dog ikke Erling Vidkunnssøn selv tilstede. Han maa have givet Sønnen Fuldmagt til at handle paa hans Vegne.
Af Forhandlings-Emner maa der have været mange. Først og fremst synes Midlerne til at raade Bod paa de Ulemper, som Kongens langvarige Fraværelser udenfor Landet medførte, at maatte have været paa Bane og saaatsige at have udgjort Hovedgjenstanden for Raadslagningerne. Dernæst skulde der handles om det mellem Erkebiskopen og Kongens Repræsentanter nys opstaaede Tvistemaal angaaende Jurisdictionen i Christenretssager, hvorom strax ovenfor er handlet. Fremdeles vil det erindres, at den Fred, som den 3die Juni 1326 var sluttet med Rusland, kun var indgaaet paa ti Aar (s. o. S. 75), hvilken Frist saaledes denne Sommer var udløben. Ved at modtage det halve af Sexaarstienden til at bekrige Russer og Kareler havde Kongen, eller de, som dengang førte Regjeringen i hans Navn, strengt taget forpligtet ham til at føre Krigen, især da denne jo ansaaes som en hellig Krig, og derfor maatte der vel nu raadslaaes om, hvorvidt man virkelig skulde begynde den, og paa hvad Maade dette i saa Fald skulde skee. Endelig synes det temmelig vist, at hvis Kong Magnus nogensinde blev kronet i Norge, hvilket, som allerede nævnt, ingensteds udtrykkeligt omtales, da maa det være skeet ved denne Lejlighed. I og for sig selv kan man jo ikke egentlig sige, at den Taushed derom, som hersker i de faa, magre og mangelfulde Kilder, hvorfra Beretningen om disse Tiders Begivenheder maa hentes, indeholder noget bestemt Beviis for, at en saadan Kroning ikke skete i Norge. Naar den skulde finde Sted her, saa synes Tiden dertil naturligst at have maattet være ved hans første Besøg i Oslo eller en anden af Norges biskopelige Stæder, efterat han var bleven kronet i Sverige, og følgelig da han nu i August 1337 kom til Oslo. Men netop fra dette Aar indeholde de islandske Annaler, der ellers ere vor Hovedkilde med Hensyn til de egentlige historiske Beretninger, saagodtsom slet intet om Begivenhederne i Norge, hvad nu end Aarsagen kan være: de nævne ej engang noget om Høvdingemødet i Oslo, der dog var af Vigtighed nok, og uagtet de fleste øvrige Høvdingemøder pleje at omtales. Her er saaledes al Grund
holmen lover, i Tilfelde af Kongens Død, at overlevere Slottet samt Ljodhuus m. m. til Dronningen. Det er aabenbart, at dette Brev, der er dateret fra Ljodhuus, maa være udferdiget i Kongens og Dronningens Nærværelse.
