til sin Privat-Capellan[1], Kongen eftergav ham, som det synes, et Laan, han tidligere havde maattet gjøre ved Fehirdslen i Bergen; idetmindste fik den nuværende Fehirde, nemlig Mag. Capellarum Provst Guthorm, Ordre til at tilbagelevere ham de Sager, han havde sat i Pant[2]. Ligeledes fik han en heel Deel Privilegier og Frelsebreve, om hvis nærmere Indhold dog intet vides. Dette nøjere Forhold, hvori Biskop Haakon paa denne Maade var traadt til Kongen, og den Indflydelse, han derved kom til at udøve paa de offentlige Anliggender, have vi at takke, at vi om Begivenhederne for de følgende fire Aar have langt nærmere og omstændeligere Kundskab, end om hvad der foregik baade i de de nærmest foregaaende og de efterfølgende. En stor Deel af Biskop Haakons Breve til Kongen og andre højtstaaende Mænd i denne Mats række ere nemlig opbevarede, og give naturligviis Underretning om mange interessante Enkeltheder, hvorom vi ellers vilde have været aldeles uvidende[3].
Sagen mellem Kongen og Erkebiskopen om Doms-Afsigelsen sover Christenrets-Sager i Nidaroos kom, som det allerede er nævnt, nu til Behandling og midlertidig Afgjørelse. Løverdagen den 30te August 1337, heder det, blev denne Overeenskomst truffen efter Biskoperne Hallvards og Haakons Raad og Tilstyrkning, og med hele det øvrige der tilstedeværende Rigsraads Samtykke, at alle de Pengesekter, som foreskreves i Christenretten, skulde dømmes og orskurdes i Kongsgaarden i Nidaroos, i Officialens Nærværelse, saaledes at naar Officialen havde afsagt sin Dom, skulde Lagmanden afsige den næste, derpaa igjen Officialen o. s. v. Dag efter Dag, eller at en af dem først skulde afsige et vist Antal Domme, og den anden derefter et ligesaa stort Antal. Dette sees dog at maatte forstaaes saaledes, at de begge tilsammen skulde raadslaa om Dommen og enes om den, før den afsagdes, og at det alene var Afsigelsen i og for sig
- ↑ See Biskopens Brev til Dronningen, Samll. V. S. 101. Det heder her: Serenissimæ &c. dominæ Blanchæ &c. Haquinus eadem gratia episc. Bergensis, suus – proutinam placeat – capellanus“. Dette kan vel neppe forstaaes anderledes, end at hun havde udnævnt ham til sin Capellan.
- ↑ See Biskopens Brev til Kongen af 3die Novbr. Samll. V. 99.
- ↑ Disse Breve, optagne i den ofte omtalte Bergenske Copibog, hvoraf et Udtog er os levnet i Barth. E., ere aftrykte i Samll. V. S. 95–165.
samt ved kirkelig Censur at tvinge Biskop Haakon til at opfylde fin Pligt. Brevet findes nederst paa Siden af et Blad, tilhørende en Regestbog for Benedict den 12tes 3die Aar, men som, uvist hvorfor, er bleven sønderlemmet og benyttet til Smudsblade foran andre Regestbøger, dette saaledes foran Reg. comm. Clem. VI. ann. X. I. 4 part. 1. Da de andre Breve paa Bladet er fra April og Mai i Benedicts 3die Aar, maa man antage, at ogsaa det her omhandlede er fra den Tid.
