mand; vi have seet ham paa sin Embeds-Bane som Kongens Klerk, derpaa forfremmet til Vicecantsler, anvendt i mange vigtige Sendelser; som Geistlig maa han have nydt en lærd Opdragelse, og have gjort Retsvidenskaben, baade den civile og den canoniske, til sit Hovedstudium: formodentlig havde han og studeret udenlands, navnlig i Paris. Hafthor Jonssøn have vi allerede tidligere omtalt: han havde hjemme paa Oplandene, navnlig Raumarike, og skyldte vel sit Valg til Regjeringsmedlem fornemmelig den Omstændighed, at han var gift med Kong Haakons Datter Agnes: nogen fremragende Personlighed kan han ikke have været, da han ellers maatte have spillet en mere iøjnefaldende Rolle: i de nye Regjeringssysler, kom han ikke til at faa videre Deel, da han døde allerede i 1320[1]. Paal Erikssøn have vi ligeledes ogsaa haft Lejlighed til at omtale. Han hørte hjemme paa Østlandene, hvor han havde Jordegods baade i Viken og paa Oplandene; hvor høit han var anskreven hos Kong Haakon seer man bedst deraf, at denne i 1315 overdrog ham en Fjerdedeel af alt Sagefald formedelst Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elvesyssel, hvilken Gave han dog ikke længe efter Kong Haakons Død, maaskee efter dennes eget Ønske, overdrog til Mariekirken i Oslo[2]. Bjarne Audunssøn maa, siden han stundom kaldes Sira Bjarne, have nydt geistlig Oplærelse, uden dog derfor at indtræde i den geistlige Stand, ligesom tidligere Thore Haakonssøn, efter saa mange samtidige Exempler udenlands, naturlig i Frankrige; og sandsynligviis havde han, som Tilfældet næsten altid var med hine ikkegeistlige „Klerker“ studeret Retsvidenskaben. Kong Haakon havde oftere ladet ham besørge Cantslerforretningerne. Han var nu Sysselmand og Fehirde i Tunsberg, og besad betydeligt Jordegods paa Vestfold og i Borgesyssel, hvoraf han allerede i 1315 havde skjenket over tyve Marks Bool til et Altar, han for sin Sjæls Skyld oprettede i St. Laurentii Kirke i Tunsberg, i hvilket han betingede sig Gravsted: saaledes var han vel paa denne Tid temmelig alderstegen: han døde og, som det lader, i det følgende Aar, efterat have forøget sin Gave ved Tillæg til Testamentet[3]. Anund Borgarssøn, om hvem forøvrigt ej synderligt vides, hørte ogsaa hjemme paa Vestfold, hvor hans Ættegaard var Skjaldbreid, og han nevnes som Ridder allerede i 1312. Guthorm Kolbjørnssøn, hvilken vi allerede kjende som Lagmand i Tunsberg, var ligeledes fra Vestfold, eller i alle Fald fra den nordlige Deel af Viken; Guthorm Helgessøn hørte sandsynligviis
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/23
Denne siden er korrekturlest
5
1319. Raadets Medlemmer.
