Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/232

214

Magnus Erikssøn.

gen –, skrev han Taksigelses-Skrivelser for al nydt Artighed og Velvilje til Kongen, Dronningen og andre, med hvem han under sit Ophold i Oslo især havde været sammen, og meldte i Brevet til Kongen udtrykkeligt, at han havde været een Maaned og een Dag underveis. Da vi nu af et Brev, han skrev til Erkebiskopen, erfare, at han den 28de October var kommen hjem, maa han saaledes være afreist den 26de eller 27de Septbr. noget førend de andre, thi af hans Brev til den unge Bjarne see vi, at han laa to Dage i Tunsberg, og at Bjarne, som blev tilbage i Viken, der havde haabet at treffe ham, men kom for seent, da han allerede var afsejlet; af et Brev, han skrev til Hr. Ivar, skulde man ogsaa formode, at denne og Biskop Haakon foreløbigt havde aftalt med hinanden at reise sammen, men at det ej blev af, hvorover Hr. Ivar fandt det nødvendigt at gjøre Undskyldninger. Der kan imidlertid ej have været længe imellem begges Afreise, og heraf er man da igjen berettiget til at slutte, at der sidst i September maa have været almindeligt Opbrud. Af Biskopens Breve til Kongen og Dronningen fremgaar forresten, som det og allerede ovenfor er antydet, at de maa have overvældet ham med Venskabs- og Æresbeviisninger. „Ofte“, skriver han til Kongen, „har I mangfoldigt ladet os blive deelagtige i den kongelige Majestæts Gavmildhed og Godhed, men navnligen og særligen nu sidst, da vi kom til Eder og var hos Eder i Oslo, og nød saa megen Kjærlighed og Heder, saa at vi tilstaa, at vi hverken besidde Ordferdighed eller Indsigt nok til at takke Eder saa tilbørligt og inderligt, som det kunde være Eders Højhed verdigt, og vor Skyldighed udkrever“. Til Dronningen skrev han: „Eders udmerkede Velgjørenheds Fylde, hvorpaa vi i umaadelige Gaver og Forekommenheder have haft mangfoldige Beviser, gjør det til en Trang for os at takke Eders stormegtige Naade, om just ikke saa højt vi burde, dog saa meget vi for Øjeblikket formaa, anraabende alle gode Gavers Giver om, at han vil lade vor Hengivenhed troligen og oprigtigen komme tilsyne i dens Virkninger“. Han hilser ogsaa Jomfru Katharina de Spina og Dronningens øvrige Hofdamer. Ogsaa den forhenværende Merkesmand Hr. Paal Erikssøn fandt Biskop Haakon det nødvendigt særligt at tilskrive og takke ham for hans Velvilje og Høflighed, samt den Bistand i Ord og Gjerning, han havde ydet ham. En lignende Taksigelse aflagde han Hr. Ivar Agmundssøn. Til Bjarne Erlendssøn skrev han i en mere fortrolig Tone, og berørte hvad han kaldte en venskabelig Ordvexling, der om Kveldene havde fundet Sted imellem dem, hvorover Bjarne siden, som det lader, havde været noget bedrøvet; Biskopen forsikrede, at der i alle Fald fra hans Side ej var noget ondt meent, og at det Hele ej mat verdt at legge paa Hjerte; men at man maatte erindre Ordsproget „Vennetvist er varm“. Hvorom