hed, idet nemlig den Dom og Pønitents, som Biskopen ifølge Forliget omsider paalagde ham, var saa overdrevent streng, at Ulf erklærede sig ude af Stand til at kunne holde den. Saavidt det kan sees, erklærede nemlig Biskopen, at det for Ulf gunstigere Forliig, som han havde indgaaet, skulde være magtesløst, fordi han dertil havde været tvungen, men at det derimod skulde have sit Forblivende ved det, der var afsluttet under Erkebiskopens Megling, hvorved han saaledes tilpligtedes at give Hamars Kirke tolv Mkr. Bool i Skades-Erstatning, medens Biskopen hertil føjede som Pønitens, at han skulde personligt begive sig til Paven for af ham at lade sig absolvere, og at alt dette skulde være gjort inden eet Aars Forløb. Mismodig herover skrev Hr. Ulf til Biskop Haakon, klagede sin Nød for ham, bad ham at tilskrive Biskop Hallvard for at faa denne til at være mere rimelig, og anmodede ham om en i Form af aabent Brev udstedt Erklæring om, hvad han havde lovet og besvoret, da han fik Absolution udenfor Indgangen til Hallvardskirken i Oslo. Biskopen søgte i en Svarskrivelse af 20de Decbr. at trøste ham saa godt han kunde, erklærede uforbeholdent at kunne erindre, at han alene svoor at overholde Biskopens Dom i Alt hvad der var ham muligt, og dulgte heller ikke, at han fandt det vel stift for Ulf at skulle kjøbe Jordegods til Kirken paa samme Tid, som han i Hast skulde berede sig til Pilegrimsreisen og endda stande alle dem til Rette, der nu efter hans Hjemkomst havde lovligt Søgsmaal mod ham. Men han kunde heller ikke paa den anden Side negte, at Biskop Hallvards Dom i de fleste Stykker var lovmedholdig, og han bad Ulf indstændigt ej at unddrage sig fra at efterkomme, hvad der maatte paalægges ham i Bønnehold, Gudstjeneste, Faster, Offere o. s. v.; hvad Curien angaar, da havde den aldrig været unaadig mod dem, der anholdt om dens Naade, og herom maatte han raadføre sig med Kongen, Erkebiskopen og andre gode Venner. Biskop Haakon skrev dog ogsaa samme Dag til sin Collega paa Hamar, foreholdt ham den overdrevne Haardhed i de anførte Artikler, og bad ham indstændigt at lempe sig saaledes, som det kunde være belejligt for begge Parter, havende Guds egen Barmhjertighed for Øje[1]. Det lader til, at Biskop Hallvard virkelig har taget sin Embedsbroders velmeente Raad til Eftertanke og viist sig noget føjeligere mod Ulf, da det allerede før Paaske 1338 var kommet til endeligt Forliig mellem dem, som det nedenfor vil sees, og Ulf maa saaledes idetmindste have været fritaget for at drage til Avignon. Men imidlertid havde dog Sagen i et Fjerdingsaarstid staaet hen og sikkert givet Anledning til megen Tale og megen Misstemning.
- ↑ Begge Breve see Samll. V. 106–109.
