Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/244

Denne siden er korrekturlest
226
Magnus Erikssøn.

I Begyndelsen af det følgende Aar (1339) maa Kongen have indseet, at det ej nyttede ham at trodse, men at han maatte prøve mindelige Underhandlinger. Sigurd Hafthorssøn havde Akershuus, Ivar Agmundssøn sandsynligviis Tunsbergshuus, og endda lader det efter Indholdet af det Dagthingningsbrev, som nedenfor omtales, til at de eller deres Tilhængere ogsaa havde begyndt at opføre andre Befæstninger[1]. De synes ligeledes at have lagt Beslag paa Kongens Indtægter. Der var altsaa vigtige Grunde nok, som maatte kalde Kongen tilbage fra Skaane, og i Februar 1339 finde vi ham saaledes i Skara, omringet af sit svenske Raad, og underhandlende med flere forbundne Herrer, som formodentlig havde samlet sig i Kongehelle, men hvilke dog ikke kunne have været alle de, der umiddelbart eller middelbart deeltog i Forbundet, eftersom der foruden Hr. Ivar og Sigurd alene omtales tre, og disse endog temmelig obscure, da de to af dem, Peter Olafssøn og Alf Peterssøn slet ikke, og den tredie, Arne Andressøn, kun en eneste Gang findes nævnte i andre Breve[2]. De maa dog af en eller anden Grund have været anerkjendte som Partiets Ledere ved Siden af Ivar og Sigurd, ligesom man af Forhandlingerne selv seer, at de var højbyrdige Mænd. Hvorledes Underhandlingerne indlededes, vides ikke. Det er ej usandsynligt, at en eller flere af de svenske Herrer kunne have optraadt som Meglere, og man kan ansee det for ganske vist, at disse i Forening med Kongen havde beseglet det i den Anledning nødvendige Sikkerheds- og Lejde-Brev. Hvad vi med Vished vide er, at Sigurd Hafthorssøn paa de øvrige fire Herrers Vegne og i deres Navn indfandt sig hos Kongen i Skara for at underhandle, og at der den 13de Februar blev taget en Dag, som det heed, det vil sige, berammet endeligt Forliigsmøde, til førstkommende 15de August paa Baagahuus Slot. Det herom af Kongen udferdigede

    endnu af 6te Mai 1339 et Brev fra Paal, hvori han bortgiver en Deel af Gaarden Reykholt i Doraalen i Eidsvold (Dipl. Norv. I. 257), og tvende Breve til ham fra Biskop Haakon, skrevne i 1340, der endnu ikke antyde nogen Forandring (Samll. V. 154, 155).

  1. Hvor disse kunne have ligget, vides ej. I Brev af 1ste April 1339 (Dipl. Norv. IV. 236) omtales et „Dyngjuhuus“, altsaa paa Dyngø i Ranafylke, der ej før eller senere nævnes.
  2. Det er kun disse tre Herrer tilligemed Hr. Ivar og Sigurd, som nævnes i Dagthingningen. Arne Andressøn er uden al Tvivl den Arne Andressøn paa Skardeberg, der den 30te Decbr. 1328 paa Tunsbergshuus solgte Hr. Guthorm Kolbjørnssøn en Deel af Gaarden Undreim, Dipl. Norv. III. 150. Da saavel Undreim (i Sæms Sogn) som Skardaberg (nu udtalt Skalleberg, i Thjodlings Sogn) begge ligge paa Vestfolden, var Arne saaledes en Nabo af Hr. Ivar og formodentlig en god Ven af ham.