handlinger, baade i Norge og Sverige, og for en Deel vel endog have afdraget Kongens Opmerksomhed fra de vigtigere Anliggender. Det er ikke usandsynligt, at Forventningen om en Arving ogsaa kan have været en væsentlig Bevæggrund hos Magnus til at søge pavelig Bekræftelse paa sin og sine Efterkommeres bestandige Ret til Skaane. Men i dette Stykke skulde han lide en Skuffelse. Den forsigtige Pave Benedict svarede ham under 23de Januar, at saa højt han end satte Kongen og hans Arvinger i sin apostoliske Yndest formedelst hans udmerkede Hengivenhed for Kirken og de fortjenstfulde Beviser, han havde givet derpaa, saa fordrede dog baade Retfærdighed og gammel Vedtegt ved den pavelige Curie, at man ej kunde skride til nogen Bekræftelse af Besiddelsesret til verdsligt Gods uden først at have undersøgt Forholdene og efter Indkaldelse og Forhøring af alle rette Vedkommende erfaret Sandheden: han fandt saaledes, at han hverken kunde eller burde meddele den attraaede Bekræftelse, medens han derimod var villig til, i alt andet, hvad der var Kongen kjært og nyttigt, at kunne gjøre ham til Behag. Imidlertid advarede han ham, hvorvel han haabede det var overflødigt, fra alt Forbund med dem, der var Kirken imod, og deres Tilhængere[1]. Dette Svar maa være kommet Magnus til Hænde omtrent paa den Tid, da hans Søn blev fød til Verden.
Forholdene i Skaane kaldte Kong Magnus atter derned. Vi finde ham der allerede den 1ste Mai, saa at han maa være reist fra Stockholm til Skaane næsten uden at standse undervejs. Hvad han udrettede dernede, vides ikke; det maa især have været Foranstaltninger til Jens Offessøns Betvingelse, der beskjeftigede ham. Men han udstedte under sit Ophold her, i Helsingborg (9de Mai), et Beskyttelsesbrev for alle sin Moders, Hertuginde Ingeborgs, Ejendomme inden Bergens Fehirdsle, med Gaarde, Møller, Fiskevand, Skove, Udmarker, Selver og Udver, samt alt andet i løst og fast, idet han derhos bød alle dem, der skyldte hende noget, at have betalt dette inden en Maaned fra Brevets Forkyndelse, alt under Brevebruds Straf for den, der handlede herimod[2]. Man maa heraf formode, at ogsaa Hertugindens Gods og Indtægter under de sidste Uroligheder have været i Fare, især da vi erfare, at hun ud paa Aaret selv tænkte paa at drage til Norge, ja endog lige til Throndhjem[3], vistnok hovedsageligt for at have noget Tilsyn med sine
- ↑ Dipl. Sv. 3410. Naar Paven her advarede Kongen mod at pleje Venskab med de indevoti, var dette maaskee kun meent som en almindelig Advarsel, hvilken det ved samme Lejlighed kunde være nyttigt at give; dog sigtede han maaskee ogsaa særskilt til enkelte Personer, hvorom vi nu ingen Beskeed have.
- ↑ Dipl. N. II. 233. Dipl. Sv. 3423.
- ↑ I et Brev til Erling af 15de Decbr. 1339 siger nemlig B. Haakon: „her heed
