Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/25

Denne siden er korrekturlest
7
1319. Møde tilstevnes i Oslo.

nemlig maaskee frygtede at han vilde tilrive sig altfor stor Magt: han laa derhos i uopholdelig Strid med Magister-Capellarum, Provst Finn, Formanden for den kongelige Geistlighed. De øvrige Biskoper synes at have været mindre fremragende Personligheder: nogle maa desuden have været temmelig gamle, som Helge i Oslo, der havde været Biskop siden 1304, og Botulf i Hamar, Biskop siden 1314; Haakon i Stavanger var vel nys udvalgt (1318), men hans kort paafølgende Død i 1322 synes dog at vise, at han maa have været alderstegen. En langt mere kraftig og merkelig Personlighed var Biskop Audun Thorbergssøn i Hole paa Island: havde han beklædt en norsk Biskopstol, vilde han sikkert have spillet en meget betydelig Rolle, men nu indskrænkedes hans Virksomhed til hiin fjerne Ø. Blandt de verdslige Herrer maa Erling Vidkunnssøn ustridigt have indtaget den første Rang, idetmindste hvad Byrd og Rigdom angaar.

2. Forhandlinger med Sverige. Møde i Oslo. Foreningsact.


Ved Kong Haakons Død maa man antage at de føromtalte aatte Regjerings-Herrer fremdeles var om ham, og maaskee endnu flere, der sandsynligviis samledes til Tunsberg, eftersom det blev bekjendt, at det leed paa det yderste med ham. Men Tronfølgeren, den treaarige Magnus Erikssøn, var med sin Moder i Sverige, sandsynligvis endnu i Stockholm eller Landets østlige Deel, hvor hun og hendes Tilhengere vare ivrigt beskjeftigede med at sikkre sit Herredømme mod Levningerne af Kong Byrges Parti[1]. Det faldt af sig selv, og vi kunne derfor ansee det som vist, skjønt det ingensteds udtrykkeligt siges, at Raadet i Norge strax ved Iilbud underrettede hende om Faderens Død, og anmodede hende om, med det første, at komme til Norge med sin Søn. Vist er det, at der strax blev skrevet til Island, og at begge Biskoperne saavelsom den daværende Statholder eller Hirdstjore, Hr. Ketil Thorlakssøn, tilligemed begges Lagmændene, Grim Thorsteinssøn for den sydlige og Erlend af Upse for den nordlige Deel, samt sex haandgangne Mænd og sex af de ypperste Bønder indkaldtes til Norge, vistnok før at sverge den nye Konge Troskabseed, og forhandle med Regjeringen om de endnu uafgjorte Stridsspørgsmaal vedkommende Islands statsretlige Stilling[2]. Samtidigt udskrev ogsaa Erkebiskopen et Provincialconcilium, dog først for det følgende Aar. Man kan ikke tvivle paa, at der ogsaa til Mag-

  1. Det sidste Brev, hvori hun omtales før Faderens Død, er et, som hun og Hertug Valdemars Enke af samme Navn udstedte i Stockholm d. 21 Marts 1319, om at den Krigshjelp, de havde forlangt af Sveriges Geistlighed, ej skulde være til nogen Skade for dens Privilegier. Dipl. Sv. 2185.
  2. Isl. Annaler, samt Laurentius Saga Cap. 34.