han dog denne Gang udrettet noget klekkeligt, thi Jens Offessøn maatte omsider falde til Fode. Formodentlig har Magnus bragt en saa stor Styrke med, at hiin Ridder, hvor mægtig han end var, mistvivlede om at kunne holde ham Stangen; i alle Fald see vi, at Magnus ledsagedes af mange mægtige svenske Herrer. Da Kongen den Sorø September holdt Retterthing paa Helsingborg Slot, fremstillede Jens Offessøn sig for ham, erkjendte sig, efterat flere Klagemaal over ham vare fremsatte, at have forbrudt sig i adskillige Stykker mod Kongen og hans Undersaatter, og bad om hans Tilgivelse og Naade; ogsaa hans Frænder og Venner lagde godt Ord ind for ham, og saaledes blev det da dertil, at han Dagen efter indgik en Dagthingning, hvorved han forbandt sig til allerede førstkommende 5te October at overgive sit Taarn paa Lindholm til Kongen, eller paa dennes Vegne til Hr. Johan Hasenberg, som i Kongens Navn havde frie Hænder til at ødelegge og rasere først Udenverkerne, siden selve Taarnet. Endvidere skulde han strax afstaa de to Hereder, han havde i Besiddelse, til Kongen, og den 7de October fremstille sig for Kongen, naar denne holdt Retterthing i Malmø, for der at underkaste sig Kongens Dom med Hensyn til alt, hvad han havde forbrudt sig mod ham eller hans Undersaatter o. s. v. I Norge fulgte man alle disse Begivenheder med spendt Opmerksoinhed. Erling Vidkunnssøn sendte Biskop Haakon en Afskrift af Dagthingningen, med Anmodning om, at han strax vilde sende den videre til Erkebiskopen, og Haakon, som rigtignok ikke fik den førend den 3die Februar, (den havde nemlig, som det synes, først gjort Omvejen om Giske eller Stovreim, efterkom hans Anmodning, idet han allerede Dagen efter sendte den til Erkebiskopen, der da befandt sig i Bergen. Her gik paa den Tid det Rygte, at det var Sigvid Ribbing, en Frænde af Knut Porse og Befalingsmand over Søndrehalland i dennes Sønners, Kong Magnus’s Halvbrødres, Mindreaarighed, som egentlig havde dagthinget paa Jens Offessøns Vegne og faaet ham til at underkaste sig[1]. Kong Magnus
- ↑ Om alt dette see Biskop Haakons Brev til Erling af 11te Febr. 1340, Samll. V. 145. Man seer, at Biskop Haakon endog lod Dagthingningen indføre i Biskopsstolens Copibog, thi det er alene gjennem denne, eller Afskriften deraf i Bartholiniana (E. 757), at vi nu kjende Dagthingningen, hvis sidste Deel desverre er borte, formodentlig fordi et Blad her har været udrevet af Copi-
Riger, kunde her saaledes let komme paa den Tanke, at ogsaa Lindholmen hørte til Norge. Det var en Egenhed ved den russiske Udtale paa den Tid, at man ej ligefrem kunde gjengive Lyden ing, ind, int, men i dets Sted brugte iag, iad, iat; „Lindholm“ vilde følgelig blive „Liadolm“, og dette kunde vel i Tidens Løb blive forvansket til Liodovli. Under alle Omstændigheder viser dog den udtrykkelige Omtale af „Nordmændenes Land“, at Stedet har været i Nærheden af Norge.
