Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/255

Denne siden er korrekturlest
237
1339. Høvdingerne raadslaa i Tunsberg.

der her blev „samtalet“, siges ikke. Med Sikkerhed tør man dog antage, at det var Ivar Agmundssøn, der nu tildeels havde hjemme i Tunsberg, og begge Hafthorssønnerne. Ligeledes synes flere Herrer fra Vestlandet at have været der, og rimeligviis maa man vel antage, at de fleste af dem, der efter Opfordringen skulde have været ved Mødet paa Baagahuus, nu søgte ind til Tunsberg, hvor vel forskjellige Møder og Overlæg have været holdt lige fra September til hen i November, idet nogle af Herrerne forblev der den hele Tid, andre før eller senere reiste hjem, atter andre, der hørte hjemme paa Østlandet, siden kom til. Vi have seet at Biskop Haakon undskyldte sig fra at komme, uagtet Erling havde opfordret ham dertil; vel paaskød han fornemmelig sin Frygt for Vinterens Nærmelse og sin svage Helbred, men af nogle Yttringer, han siden lod falde i et Brev til Bjarne Erlingssøn, faar man dog ogsaa et Indtryk af, at han frygtede for ej at være ganske velkommen hos alle: „vi vidste ikke“, siger han, „hvorledes nogle vilde have optaget det, om vi med utidig Nysgjerrighed var komne did, hvor vi ej var kaldede“. Dette leder til den Antagelse, at de ivrigste blandt Herrerne maaskee have haft ham noget mistænkt som Kongen altfor meget hengiven, og at der blandt de Forsamlede maa have været en særegen intimere Kreds, hvorfra de andre stundom udeluktes, og hvor de vigtigste Sager egentlig aftaltes. Om Erkebiskopen var tilstede, kan, som sagt, ikke erfares, men det er ej usandsynligt. Hvad der forhandledes, vides heller ikke, men man kan visselig gjette, hvad Hovedemnerne have været, og hvilken Stemning der herskede. I det samme kort før Juul skrevne Brev til Bjarne Erlingssøn, hvori de nysnævnte Yttringer forekom, siger Biskopen ogsaa: „vi erfarede siden af en fælles Ven af Eder og os, at I er bekymret over de Ting, der angaa Eder: vi bede Eder tage Gud til Hjelp og at stole paa ham med Taalmodighed; arbeider siden med Udholdenhed og Forstand, men ej med nogenslags Forhastelse eller andet, som ikke sømmer sig, om der end skulde findes dem, der raadede Eder anderledes; men vi haabe med Guds Hjelp, at I vil handle efter vort Raad, thi Gud kan endnu lade alt faa det bedste Udfald, naar al Fortrøstning og Hengivenhed legges til hans Magt[1]“. Altsaa seer man, at Bjarne ikke engang til Biskop Haakon har villet betro skriftligt alt hvad der laa ham paa Hjertet. Det maa ansees som temmelig vist, at Herrerne have antaget en meget truende Holdning, og navnlig maa man vel antage, at

    pen allerede om Sommeren (det vil sige i September) var kommen til Tunsberg, saaledes seer man, at Raadslagningerne allerede da vare begyndte, hvilket og ligger i Sagens Natur.

  1. See det nysomtalte Brev af 19de Januar, Samll. V. 145.