Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/261

Denne siden er korrekturlest
243
1340. Kong Valdemar Christopherssøn i Danmark.

Fod, vilde det have varet for længe. Valdemar, der siden 1328 havde opholdt sig deels ved den tydske Keiser Ludvigs Hof, deels hos dennes Søn, Markgrev Ludvig af Brandenburg, som var gift med hans Syster, betragtede sig selv allerede i 1338 som Arving til Danmarks Krone og erkjendtes af Keiseren i 1339 endog som dets Konge[1]. Der manglede heller ikke paa ivrige Opfordringer fra det Danske om at sette sig i Spidsen for dem, og selv Hertug Valdemar af Jylland, der forhen havde baaret Kongenavn, men nu formodentlig selv var bleven keed af at lade sig beherske af sin Morbroder, Grev Gerhard, skal have indladt sig i hemmelige Underhandlinger med de Danske om at staa Valdemar Christopherssøn bi, naar denne vilde egte hans Syster[2]. Men Grev Gerhard, der kom under Vejr med dette, skaffede sig i Hast en Hær fra de nærmeste Egne i Tydskland[3] og indtog derved en saa truende Stilling, at Hertugen fandt det raadeligst at indgaa et Forliig med ham, hvorved han af Greven maatte modtage Størstedelen af Narre Jylland, hvilket denne havde inde som Pant, mod en Sum af 43000 Mk. Sølv, der skulde betales i visse Afdrag, og for en Deel af denne Sum stille ham det meste af Sønderjylland til Pant, samt forpligte sig til aldrig at staa Junker Valdemar bi eller besvogre sig med ham, hvorhos Greven forbandt sig til ikke at sette Junker Otto paa fri Fod (11te Febr. 1340)[4]. Grevens Hensigt hermed var aabenbart den, baade at afrunde og styrke sine egne Besiddelser ved at erhverve Sønderjylland, der grændsede sammen med dem, og at gjøre Hertugen uskadelig ved at give ham et Landskab i Stedet, hvis Befolkning, allerede længe misfornøjet og urolig, stod i Begreb med at gjøre formelig Opstand. Der behøvedes heller ikke mere for Jyderne end at erfare denne Overeenskomst, førend Opstanden var i fuldt Udbrud, neppe uden Medvirkning af Hertugen, der paa denne Maade lettere vilde komme til Landskabet end ved at indløse det[5]. Greven

  1. See herom Suhms Hist. af Danmark XII. S. 306, 319 fgg.
  2. Dette siger Detmar udtrykkeligt, S. 245. Han taler om en Sammenkomst af tydske Fyrster i Lübeck ved Helligtrekongerstid 1340, hvortil Markgrev Ludvig sendte Gesandter og bad, at man vilde forhjelpe Valdemar til sit fedrene Rige, men hvor Grev Gerhard var tilstede og ventede de Krigsfolk, han allerede havde ladet hverve.
  3. See hans Brev til Greven af Hallermund af 1ste Jan. 1340, Schlesw. Holst. Lauenb. Urk. Sml. II. No. 160.
  4. Sammesteds, No. 161, hvor dog Dagen urigtig er anført at være 12te Februar.
  5. Detmar siger dette udtrykkeligt, S. 245: Er he (Ghert) vorttoch to Nortiuten, do slek de hertoghe em af Rypen, de stat, unde seghde velichheit